U13 holdfoto

26.11.2018 17:00

Der var i den grad gang i måltavlen, da U13-drengene søndag vandt med 6-3 over AaB i en træningskamp.

U13-Træningskamp
Søndag d. 25/11 kl. 13.00 (3 x 30 min.)
Spillested: Kunstgræsbanen hos Middelfart G & BK
OB - AaB 6-3 (1-2) (4-0) (1-1)
2. min. 1-0 Lauge Carstensen
4. min. 1-1 AaB
19. min. 1-2 AaB
38. min. 2-2 Magnus Andersen
43. min. 3-2 Nikolai Andersen
48. min. 4-2 Nikolai Andersen
56. min. 5-2 Magnus Andersen
72. min. 6-2 Magnus Nielsen
73. min. 6-3 AaB

OB’s holdopstilling:
Janus Holm Land – William Kjersgaard, Cornelius Olsson (SfB), Max Andersen, Malte Hedegaard – Jonas Lauritzen (Strib IF), Mikkel Søfeldt, Tobias Jensen, Lauge Carstensen – Bertram Johansen, Elvar Örn Petersen
Bænken: Luca Vett-Samuelsen, Magnus Nielsen, Magnus Andersen, Nikolai Andersen

Kampens forløb:
På kunstgræsbanen hos vores samarbejdsklub, Middelfart G & BK, tog OB’s U13-drenge søndag imod AaB i en træningskamp på storbane. Turneringen i dette halvår var ottemandsfodbold, men efter årsskiftet står den på ellevemandsfodbold, så træningskampene mod de andre danske topklubber bliver naturligvis spillet på fuld bane.

Første kvarter af søndagens kamp var en hektisk omgang fodbold. Allerede i kampens andet minut kom OB på sejrskurs, da Lauge Carstensen sparkede et straffespark i kassen, men AaB udlignede to minutter senere.

Efter en rodet start fik AaB mere og mere overtag i kampen, og det var ganske retfærdigt, at den første af tre perioder endte med en sejr til nordjyderne på 2-1, efter de bragte sig foran på et straffespark.

Efter en dårlig første periode skruede OB-drengene op på flere knapper. Det gjorde, at striberne sad mere tungt på begivenhederne. Presset var aggressivt, og OB viste, at niveauet i 1v1-spiller er højere på Fyn end i Nordjylland. Både offensivt og defensivt var OB skarpere end AaB på det parameter, og det blev udslagsgivende i anden periode, hvor OB gik fra at være nede med 2-1 til at være foran 5-2 efter fire mål i træk.

Tredje periode blev aldrig den helt store oplevelse. Der var rigtig meget spil på midten af banen, og det var begrænset, hvad de to mandskaber formåede at skabe med chancer i de sidste tredive minutter, som endte 1-1.

Dermed endte det samlet set med en sejr til OB på tenniscifrene 6-3 over AaB.

Kommentar fra cheftræner Niklas Vincentz:
Vi er glade for at vinde – særligt når vi tabte i sidste weekend. Desværre må vi dog erkende, at præstationen igen var middelmådig. Overgangen fra nogle lidt halvdårlige ottemandskampe til gode ellevemandskampe har været sværere, end vi havde turdet tro og håbe på.

Det er til gengæld nok meget normalt i den periode, og derfor er der en del at arbejde med. Det hakker meget for os, men det kan vi se, at det også gør hos vores modstandere, så det tager vi ganske roligt.

Næste kamp:
Søndag 2. december, FCN – OB, Farum Park