IMG_1910

09.03.2020 13:55

U14-drengene svarede i anden halvleg flot tilbage på en dårlig første halvleg, da de vendte 0-2 til en overbevisende og fortjent sejr på 5-2 over Næsby i forårets første turneringskamp.

U14 Liga 1
Søndag 8. marts, kl. 11.00, Ådalen
OB – Næsby BK 5-2 (0-2)
0-1 Julius Hannibal (14.)
0-2 Dijanis Dudic (26.)
1-2 Elvar Örn Petersen (36.)
2-2 Mikkel Søfeldt (42.)
3-2 Magnus Andersen (45.)
4-2 William Kjersgaard (48.)
5-2 Elvar Örn Petersen (55.)

Kommentar fra cheftræner Kim Drongesen:
Første halvleg bar præg af en kraftig modvind, men derudover må vi også sige, at vores præstation ikke var god nok. Der var nogle helt klare og vigtige ting i vores spil i forhold til energi, fremadrettethed, bevægelse og tempo i spillet, som ganske enkelt manglede.

Det gjorde, at vi havde bolden klart mest, men uden at skabe noget. Næsby stod kompakt og afviste alt, hvad vi kom med, mens de levede på omstillinger. De skabte ikke noget i den anden ende af banen, men vi lavede to store fejl, som blev straffet – og derfor var vi nede med to, da vi gik til pause.

I pausen fik vi taget en snak om, hvad der ikke fungerede – og den snak kombineret med medvind i anden halvleg fik stor betydning for os. Vi fik rettet op på tingene, vi kom med et bedre udtryk, og de ting vi var rigtig dårligt til i første halvleg, var vi omvendt rigtig gode til i anden halvleg.

Vi scorede et tidligt mål, hvilket var rigtig vigtigt. Det åbnede kampen op, og vi fik god tid til at skulle jagte sejren. Derudover havde Næsby store udfordringer med at spille sig ud af vores førstepres, og de kunne ikke sparke bolden langt på grund af modvinden. Det gjorde, at vi kunne sætte dem under massivt pres, og vi viste, at vi fysisk havde meget mere at komme med. Så det var en hård kamp for vores gæster, der skulle løbe mange meter og bruge rigtig meget energi i forhold til den power, som vi mødte dem med i anden halvleg.

Det blev kampafgørende, og overordnet set vil jeg huske tilbage på en rigtig god anden halvleg. Drengene har fået stor ros for den måde, de håndterede det på. De er 13-14 år, og derfor kunne jeg godt have frygtet, de ville gå lidt i panik, når de var bagud med 0-2 til Næsby ved pausen. I stedet holdt de fokus og tog skeen i den anden hånd – så den mentale tilgang til anden halvleg ser jeg som den primære årsag til, at vi ender med en overbevisende og fuldt fortjent sejr på 5-2.

OB’s trup:
Janus Holm Land, Malte Hedegaard, Tobias Slotsager, Cornelius Olsson, Mikkel Merlin, Magnus Andersen, Tobias Lund Jensen, Mikkel Søfeldt, Lauge Carstensen, Max Andersen, Sebastian Zografos, Elvar Örn Petersen, Nikolaj Juul-Sandberg, William Kjersgaard

Næste kamp:
Søndag 22. marts, kl. 11.30, OB – SønderjyskE, Ådalen