IMG_7927

21.11.2022 07:37

U15-drengene sluttede lørdagens kamp mod gæsterne fra Lyngby BK med en samlet sejr, efter en målløs kamp der ellers bød på mange chancer til OB.

U15-Ligaen, Runde 10
Lørdag den 19. november kl. 12.00, Ådalen
OB - Lyngby BK 0-0 (5-4 efter straffesparkskonkurrence)


Advarsler:
OB: Tobias Elnegaard (68.)
Lyngby BK: Andreas Lindtner Lund (39.), Aske Bang Christensen (71.)

Kampens dommer:
Ulrik Nam Knudsen


Kampens forløb:

Lørdag var U15-drengene mødt ind til årets sidste kamp mod Lyngby BK. OB kom klart bedst fra start og var dominerende med mest boldbesiddelse og bedst sammenspil. Halvvejs inde i første halvleg så det også ud til, at hjemmeholdet skulle bringe sig foran, da Yehya Abou-Lebde, Hjalte Boe og Christian France Ponce havde tredobbelt skudchance mod mål, men det lykkedes dem ikke at få bolden i nettet.

Kort tid efter sparkede Hjalte Boe igen på mål, denne gang blev den dog beklageligvis reddet af en Lyngby-forsvarsspiller på stregen, så holdene kunne gå til pause ved stillingen 0-0.

OB-spillerne kom veloplagte tilbage fra pausen, og de kunne fortsætte, hvor de slap. Et kvarters tid inde i anden halvleg fik Magne Hansen en aflevering fra højre side af feltet, som han brugte til at skyde direkte på mål. Dog stod Lyngbys målmand skarpt mellem stolperne, og han fik bolden slået væk.

Kort tid efter bliver der fløjtet i den modsatte ende af banen, da dommeren dømte straffespark til Lyngby efter en forseelse af OB’s målmand, Tobias Elnegaard. Han rettede dog op på denne fejl lige med det samme, da Lyngby brændte straffesparket, og stillingen kunne forblive 0-0.

I slutningen af kampen gav Yehya Abou-Lebde det et sidste forsøg på at gøre OB til sejrherre, da han sparkede direkte på mål på et frispark placeret på kanten af feltet, men desværre var overliggeren i vejen. 0-0 var stillingen efter ordinær spilletid, så holdene skulle i straffesparkskonkurrence.

Lucas Bryde Bolvinkel, Salem Strasevic, Yehya Abou-Lebde, Hjalte Boe og Victor Vestby blev målscorerne i straffesparkskonkurrencen, og dette krydret med en redning af Tobias Elnegaard, kunne OB gå til vinterpause med en samlet sejr.

Kommentar fra U15-cheftræner Thomas Skou Nielsen:

- Vi ender jo i straffe med det bedst tænkelige resultat, når vi ikke kan score. Det er en kamp, hvor vi egentlig styrer den fra start til slut og skaber chancer og muligheder og generelt har kontrol over det. Men vi mangler kvalitet på det sidste, og så er vi så lige ved at smide det hele væk, da de får et tosset straffe, hvor vi er lige stressede nok. Heldigvis så brænder de det, og så kan vi presse lidt videre på, men de store chancer vi kommer frem til, får vi ikke rigtig udnyttet. Så på den måde er det et fair nok resultat, sagde Thomas Skou Nielsen efter kampen.

OB’s startopstilling:

Tobias Elnegaard, Noah Damsø, Lucas Bryde Bolvinkel, Kevin Kofi Bakke Møller, Magne Hansen (Salem Strasevic, 78.), Malik Jensen (Lucas Hansborg-Sørensen, 73.), Yehya Abou-Lebde, Christian France Ponce (Emil Knoldsborg-Johansen, 50.), Hjalte Boe, Victor Vestby, Sebastian Mørk

Bænken:
Emil Knoldsborg-Johansen, Hubert Jørgensen, Salem Strasevic, Lucas Hansborg-Sørensen

Næste kamp:

Lørdag den 11. februar kl. 15.15 mod FC Midtjylland, EDC Arena - Ikast.