_DSC6820

25.06.2021 13:28

Det har været en god sæson for de ældste mandskaber på Akademiet, og hvis U15-drengene lørdag lykkes med at blive danmarksmestre vil det være kronen på værket for en fantastisk sæson.

Vores Akademi har i de seneste år været i en rivende udvikling, og sidste sommer satte vi det første, store lys i lagkagen, da vores U19-drenge blev danske mestre. I denne sæson har vi fortsat med at arbejde hårdt på Akademiet, og lørdag eftermiddag kan vi forhåbentlig skabe sæsonens højdepunkt, da vores U15-drenge har muligheden for at blive danmarksmestre. Det bliver vi, hvis vi henter flere point end Brøndby IF på sidste spilledag. De blå-gule møder F.C. København på udebane, og der skal vi håbe på en hjælpende hånd fra Hovedstaden, mens vi selv skal slå FC Midtjylland hjemme i Ådalen.

En historisk god sæson for Akademiet
Så der er lagt op til en spændende lørdag i Ådalen, når kampens dommer fløjter U15-kampen i gang klokken 13.00.

- Det vil selvfølgelig betyde utroligt meget, hvis vi kan vinde U15-DM i denne sæson. Det sender et signal om, at vi er ved at skabe et Akademi, hvor det både er de yngste og ældste hold, der kan præstere på et rigtig højt niveau. Det vigtigste for os er at uddanne fodboldspillere, og det vil jeg aldrig lægge skjul på, men hvis vi samtidig kan udvikle fodboldspillere, der fungerer som et hold, så er det selvsagt endnu bedre, siger Tonny Hermansen og uddyber:

- For selvforståelsen betyder det også meget, at vi kan spille med blandt de bedste i landet. Sidste sæson var det U19-drengene, og i år det det så U15-drengene. Både vores U17- og U19-drenge sluttede sæsonen på en flot femteplads, og ser man på denne sæson samlet set, så er det den bedste samlede placering, vi har opnået for de tre ældste mandskaber, uanset om vi slutter som nummer et eller to i U15-Ligaen, siger Hermansen.

Lutter fynske drenge
U15-drengene har inden lørdagens kamp spillet 25 kampe, og her er det blevet til imponerende 62 point, et snit på 2,48 point pr. kamp samt en imponerende målscore der lyder på 101-32 efter 25 runder. Det er også på baggrund af de bedrifter, at Tonny Hermansen er imponeret over U15-drengenes sæson.

- Drengene har spillet helt fantastisk flot fodbold, de har scoret 101 mål, og de har den absolut bedste målscore med en difference på 69 mål, hvilket er outstanding flot. Uanset om vi ender som nummer et eller to, så har vi præsteret vanvittigt godt mod de øvrige tophold i ligaen, og vi er bedst indbyrdes mod Brøndby IF, så ser man sådan på det, så vil det vel på et eller andet plan være fortjent, hvis det er os, der løber med guldet, siger Tonny Hermansen med et smil.

- Denne sæson er glædelig for os og vores selvforståelse, men den er også glædelig for hele fodbold-Fyn, da alle spillere på holdet er fynboer. Ved sidste års U19-mesterskab var der spillere fra andre landsdele samt en enkelt U-landsholdsspiller fra Island. Så præstationerne fra U15-drengene i denne sæson er også beviset på, at der arbejdes fantastisk godt i vores Øens Hold samarbejdsklubber, og jeg synes virkelig, det er stærkt af Fyn, at vi kan udvikle et U15-mandskab, der konkurrerer med de bedste og største klubber her i landet, siger Tonny Hermansen

Transitionen på Akademiet virker
I U15-Ligaen må der deltage tre spillere fra U16-årgangen i kampene, og det har også været tilfældet for Striberne i størstedelen af sæsonen; præcis som det har været for mange andre hold i ligaen. Derudover har der blandt OB-spillerne også været U14-spillere med i flere kampe, og det er ifølge Tonny Hermansen med til at styrke transitionen på Akademiet, så spillere og trænere i endnu højere grad mærker, at vi er en samlet klub og ikke bare enkeltstående hold.

- Vi har både brugt U14-, U15-, og U16-spillere i løbet af sæsonen, og de yngste drengene har også fået masser af minutter mod de absolut bedste hold, og det har været i situationer, hvor kampene ikke har været afgjort. Så det er en fantastisk præstation af drengene; også af U16-drengene der har spillet med yngre spillere.

- U16-spillerne har selvfølgelig i første omgang været skuffede over ikke at være udtaget til vores hold i U17-Ligaen, men de har været helt outstanding med deres måde at gå til det på, hvor de har taget skeen i den anden hånd. Deres glæde over sejrene, deres arbejdsiver i kampene, og deres bidrag til fællesskabet er præcis lige så stærkt som de spillere, der på papiret er U15-spillere.

- Det vil også være med til at styrke transitionen, at U16-drengene har været med i denne sæson. Efter sommerferien vil de nuværende U15-gutter nemlig kende nogle af spillerne fra denne sæson ekstra godt, og når du som førsteårsspiller har et stærkt bånd til andenårsspillerne, så gør det mulighederne for en succesfuld transition langt bedre. Så det er rigtig positivt, at spillerne mærker, at de er en del af en klub og måske flere hold, og at de ikke bare spiller på et enkelt hold. Så jeg er ikke i tvivl om, at de her drenge forstår, hvad vi mener, når vi her i klubben siger: VI ER OB, siger Tonny Hermansen.

Hele Akademiet har stor ære af sæsonen
Det er flere års stærkt arbejde, der ligger til grund for, at U15-drengene lørdag har chancen for at blive danmarksmestre, og det er vigtigt for Tonny Hermansen at understrege, at der er mange trænere, der har været med til at udvikle dette mandskab.

- Vi har i de seneste mange år haft stor kontinuitet blandt trænerne på Akademiet, så der er rigtig mange dygtige trænere her i klubben, der har andel i den flotte præstation. Størstedelen af spillerne har været her i flere sæsoner, så der er også andre trænere, der har været med til at forme de her spillere, og drengene har på den måde fået ny inspiration fra en ny træner hvert år, fordi holdtrænerne går igen på årgangene.

- På U15-årgangen har det i de seneste år været Niklas Vincentz og Andreas Jørgensen, der har været trænere, så det er dem, drengene har haft i denne sæson. De har gjort det helt fantastisk, men de har ikke kunnet gøre det alene, så det er en præstation, som alle på Akademiet har stor ære af. Vi er allerede nu utroligt stolte af den sæson, U15-drengene har præsteret, men lykkes det for os at blive danmarksmestre, vil det selvsagt gøre stoltheden endnu større, siger Tonny Hermansen.

U15-drengenes afgørende kamp i U15-Ligaen mod FC Midtjylland spilles lørdag eftermiddag klokken 13.00 i Ådalen.