Niklas Vincentz

01.09.2021 11:29

Sæsonens første kamp for vores stribede U15-drenge blev en sand målfest, da de lørdag eftermiddag vandt 5-1 på hjemmebane mod Silkeborg IF.

U15-Ligaen
Lørdag d. 28. august kl. 15.00, Ådalen
OB – Silkeborg IF 5-1 (4-1)
1-0 Lucas Hansen (15.)
1-1 William Faber (20.)
2-1 William Martin (22.)
3-1 Elvar Örn Petersen (26.)
4-1 William Martin (44.)
5-1 Elvar Örn Petersen (71.)

Kampens forløb:
U15-drengene bød lørdag eftermiddag Silkeborg IF op til dans, da Ådalen dannede ramme om et sandt målorgie.

Med en længsel efter at spille fodbold igen, var det som at se køerne blive sluppet fri på græsset. Selvom man måske kunne frygte at sommerens gode vejr, havde fået drengene til at slappe af, var dette bestemt ikke tilfældet i lørdagens kamp.

Begge hold var sultne efter mål, men OB trak det længste strå. På et hjørnespark landede bolden for fødderne af Mikkel Juul Jørgensen, der uselvisk spillede Lucas Hansen fri, blev det til en flot 1-0 scoring.

Gæsterne var dog ikke helt tilfredse med den stilling, hvorfor de tog sagen i egen hånd og med et friløb udlignede til 1-1. Silkeborg ville gerne spille flot fodbold, men dette straffede OB’erne, der få øjeblikke senere igen kunne komme på måltavlen. Med et dårligt udspark fra Silkeborg-keeperen landede bolden i et noget tumultarisk scenarie, der dog ikke skræmte William Marton, som med et højrehug kunne sende bolden i kassen.

Vi blev dog forkælet med masser af mål denne lørdag eftermiddag, for dårligt nok havde jublen lagt sig over 2-1 føringen, før en ny OB-spiller også ville lege med. Efter lidt spil frem og tilbage på egen banehalvdel, serverede Sebastian Zografos en lækker bold til William Martin, der med tåspidsen fik den prikket videre til Elvar Gudmundsson, der køligt sparkede bolden ind bag målmanden i det lange hjørne.

Herefter blev der gearet ned i tempoet – både på løbefronten og på målkontoen. Faktisk skulle vi helt frem til ét minut inden pausen, før de stribede var på pletten igen. OB havde lagt sig højt oppe på Silkeborgs banehalvdel, hvilket var en klog taktik. For netop som Silkeborg stille og roligt spillede bolden rundt, satte William Martin en tackling ind, der lige efter endte i en scoring til pauseføringen 4-1.

Anden halvleg kastede ikke det store af sig. Alligevel fik Elvar Gudmundsson slået sejren fast, da et indlæg fra højrekanten blev omsat til ét flyvende indersidespark, og dermed en storsejr til U15-drengene på 5-1 i premieren.

Kommentar fra Niklas Vincentz:
Vi får i dag en rigtig fornuftig start på turneringen med en sikker sejr over Silkeborg. Spændingen op til og glæden over endelig at skulle i gang med turneringen var stor. Vi har brugt opstarten godt, og vi er rykket tættere sammen som hold. Vi er blevet mere afklarede i forhold til spillestil og udtryk, og vi fortsætter med at lægge på individuelt. Alt dette synes jeg kom godt i spil mod Silkeborg. Det var dog ikke en kamp, som vil blive husket for højt niveau. Silkeborg forsøgte som altid at spille en flot omgang fodbold, men vi var gode til at gøre det rigtig svært for dem. Omvendt havde vi nemmere ved at spille os igennem deres organisation, og skabte kampen igennem flest chancer.

Overordnet set er vi i kontrol det meste af kampen, og sejren var aldrig rigtig i fare. En præstation jeg er ganske tilfreds med, og det giver os et fint udgangspunkt til de kommende kampe.

Drengene er enormt sultne, og netop den sult skal vi bibeholde; både til næste kamp, men også til ugens træningspas. 

OB’s holdopstilling:
Marcus Eskildsen – Lucas Hansen, Mikkel Juul Jørgensen, Victor Vestby – Noah Hovgaard Lassen, Mads Riis Abrahamsen (Richard Emil Helveg, 77.), Vitus Friis (Hjalte Boe Rasmussen, 55.), Sebastian Hvidbak Zografos, Gustav Wulff – William Martin (Tristan Panduro, 55.), Elvar Gudmundsson Petersen
Bænken: Richard Emil Helveg, Hjalte Boe Rasmussen, Tristan Panduro

Næste kamp:
Vejle B – OB, lørdag den 4. september kl. 12:00, VB Parken