U15 holdfoto

24.05.2019 10:53

Sidste år blev det til en imponerende tredjeplads ved Kevin De Bruyne Cup. I år er vi igen med, og lørdag formiddag tager vi hul på turneringen mod FC Barcelona.

U15-drengene trillede natten til fredag sydpå. Destinationen hedder Drongen i Belgien, og her skal drengene i weekenden deltage i Kevin De Bruyne Cup. Det er en enorm turnering, hvor nogle af de andre deltagende hold hedder Barcelona, Bayern München, Manchester City og Paris Saint Germain. Der bliver altså tryk på i alle kampe, og cheftræner Ulrik Bredegaard glæder sig til en begivenhedsrig weekend, hvor stribernes første modstander er FC Barcelona.

- Der venter os først og fremmest en kæmpestor oplevelse, når vi i weekenden skal deltage i Kevin De Bruyne Cup. På fodboldniveau er det en af de mest eftertragtede weekender i U15-fodbold hvis ikke i hele verden, så i hvert fald i hele Europa. Det er en stor oplevelse for drengene i forhold til deres personlige udvikling, men også i forhold til deres tid i OB som et samlet hold.

- Tiden som samlet hold slutter på mange måder efter U15-fodbold. Herefter bliver det mere seriøst, og de kommer til at spille på tværs af årgangene. Derudover skal de ved en så stærk turnering stå sammen. For står vi ikke sammen, så er det mildest talt svært at komme hjem fra Kevin De Bruyne Cup med et resultat, siger Ulrik Bredegaard.

Sidste år imponerede OB-drengene ved Kevin De Bruyne Cup, som vi i øvrigt deltager i for fjerde år i træk. Derfor er der også pres på drengene og store forventninger fra cheftræneren.

- Vi tager til Kevin De Bruyne Cup for at forsvare en pokal. Vi har en tredjeplads fra sidste år – derudover skal vi bygge videre på en udvikling, vi har været igennem i turneringen de seneste fire år. I de første to år leverede vi ikke det store sportslige udtryk, men sidste år satte vi et godt aftryk på turneringen. Vi kom videre fra gruppespillet og kvartfinalen, hvorefter vi slog Manchester City i bronzekampen. Det er det, vi skal bygge videre på, og vi skal vise, at vi kan følge op på sidste års sportslige succes, fortæller Ulrik Bredegaard.

I den hjemlige U15 Liga 1 er OB-drengene nummer et. Det er i de første 11 runder blevet til 28 point, og striberne har en målscore på 30-13. Derfor har cheftræneren forståeligt nok store forventninger, og når det fungerer for holdet, så er de også gode, mener cheftræneren.

- Den bedste måde at beskrive den her flok drenge på et lidt ligesom ”Det Gyldne Tårn” i Tivoli. Når det hele kører, så er udsigten fantastisk. Men vi falder hurtigt, når vi som hold ikke har de værdier med, som der skal være kendetegnende for ethvert OB-hold. Det har vi set gennem hele sæsonen, og vi skal kæmpe for, at det er det rigtige udtryk, der kommer frem i holdet nede i Belgien. I den seneste måneds tid har vi været gode, og det har været opløftende. Så jeg er både fortrøstningsfuld og forventningsfuld inden en utroligt spændende weekend, siger Ulrik Bredegaard.

U15-drengens kampprogram i Belgien:
Lørdag 25. maj, kl. 10:30, OB – FC Barcelona
Lørdag 25. maj, kl. 15:30, OB – KAA Gent