IMG_3981

18.11.2018 21:31

Med en sikker sejr på 4-1 over Vejle sluttede OB's U16-drenge på førstepladsen i Liga 1.

U16 Liga 1
Søndag 18. november kl. 15:00, Ådalen
OB – Vejle 4-1 (2-0)
15. min. 1-0 Isak Steiner Jensen
40. min. 2-0 Asbjørn Sylvester Larsen
48. min. 2-1 Batughan Öksum
72. min. 3-1 Jakob Okkels
75. min. 4-1Jakob Gaarde

Truppen til kampen:
Tobias Jakobsen, Frederik Lebæk, Aske Adelgaard, Oliver Hansen, Luca Kjerrumgaard, Isak Steiner Jensen, Jakob Okkels, Johan Verner Blirup, Emmanuel Yeboah, Asbjørn Sylvester, Andreas Hother, Jakob Gaarde, Mathias Lorentzen, Oliver Roche

Kampens forløb:
Inden søndagens kamp mod Vejle var kravet klart for OB’s U16-drenge. Der skulle tre point på bordet, hvis det skulle blive til en førsteplads i U16 Liga 1. Lørdag havde både Hobro og Skanderborg nemlig vundet deres kampe, så alt andet end tre point ville betyde en tredjeplads.

Det startede med stribet dominans, og OB kom frem til et væld af chancer, men afslutninger sad lige på gæsternes keeper, som uden de store problemer tog sig af afslutningerne. Et kvarter inde i kampen kunne han dog ikke gøre noget, da Isak Steiner Jensen sparkede den fladt ind ved den fjerneste stolpe til en stribet føring på 1-0.

OB fortsatte med at presse på, og der blev skabt chancer til at bringe sig meget større foran. Vi måtte dog hen til sidste minut i første halvleg, inden OB igen fik nettet til at blafre. En stærkt spillende Asbjørn Sylvester Larsen kom stærkt med fra sin position på højre back, og da han kom tilpas tæt på målet trykkede han af. Afslutningen sad godt nok lige på den vejlensiske keeper, men der var rigeligt med fart på skuddet, til at den alligevel kunne gå i nettet til 2-0.

2-0 ved pausen, men det var mindst tre mål for lidt i forhold til, hvordan OB havde spillet i første halvleg. Spillet flød nemlig, og der var flere flotte angreb, men en endnu større portion af dårlige afslutninger.

Derfor var det fuldstændig unødvendigt, at gæsterne fik bragt spændingen tilbage i kampen med en reducering på en af deres første afslutninger i kampen.

Det gav lidt ”shaky legs” hos OB-spillerne, og Vejle kom bedre med i kampen de næste 5-10 minutter, inden OB igen fandt sit eget spil frem. Dermed kom kampbilledet igen til at se ud som i første halvleg, men desværre var kvaliteten i afslutningerne ikke blevet nævneværdigt bedre.

OB dominerede, mens Vejle forsøgte sig med omstillinger, men OB havde styr på det, og med små ti minutter tilbage af kampen bragede Jakob Okkels OB foran med 3-1, mens Jakob Gaarde bare tre minutter senere gjorde kunststykket efter, da han med en kraftfuld afslutning gjorde det til 4-1.

Der skete ikke meget mere i de sidste fem minutter af kampen, og derfor endte det med en særdeles fortjent sejr til OB på 4-1 efter massiv dominans – og en førsteplads i U16 Liga 1.

Kommentar fra Andreas Bech:
Vi var dominerende fra start til slut, men vi havde utrolig lav effektivitet foran målet, og det er derfor vi ikke vinder med minimum 7-8 mål i dag. Det er skidt, vi ikke er mere effektive, men vi stepper op til sidst og laver et par kasser, så det resultatmæssigt bliver en sikker sejr, som undervejs aldrig var rigtigt i fare.

Det var første gang, vi forsøgte os med et U16-hold på Akademiet. Vi gjorde det, fordi vi har en talentfuld årgang 2003, og vi forventede at vinde denne række, og det er en stor glæde, at vi gør det. Det var et af målene med det her U16-hold. Et mål var at vinde rækken, men det primære mål har været, at vi skal bruge det her hold til at udvikle årgang 2003 spillerne, så de bliver klar til U17-Ligaen, og det pres har de vist, at de kan klare.

Næste kamp:
Dette var sæsonens sidste turneringskamp