U17 Pokal_2

14.06.2019 21:15

U17-holdet kom hjem fra en turnering i Holland om natten, men kørte pokalsejren hjem alligevel.

Tirsdag aften gjaldt det U17-drengenes pokalfinale hos DBU Fyn, hvor man mødte Dalum på B1909s anlæg. Efter en målløs første halvleg vandt Striberne med 3-0. Optakten var lidt utraditionel, da man havde deltaget i et stævne i Holland fra fredag til mandag og havde en ni timers bustur i kroppen med hjemkomst kl. 02 tirsdag nat.

Første halvleg var en langsom og noget sløv fornøjelse med OB stærkt dominerende på bolden, men med mange tekniske fejl. Dalum kæmpede flot og gav god modstand, og der var generelt ikke mange højdepunkter fra de første 40 minutter.

Pausen blev brugt på at skifte ud, og kun to minutter inde i anden halvleg scorede Valdemar Ibsen på et frispark, som blev banket ind med sikker stil. Kun få minutter efter kunne Valdemar Kwasniak sætte panden på et hjørnespark fra Mathias Brems til 2-0, inden et indlæg fra Brems blev bugseret i nettet af en Dalum-spiller.

Med tre mål på 10 minutter kunne OB sætte sig på spillet og sikkert køre bolden rundt, inden dommeren fløjtede af efter 80 minutter til stor jubel i den stribede lejr.