IMG_8568

25.06.2021 14:11

Vores U17-drenge spiller lørdag eftermiddag på hjemmebane mod FC Midtjylland, og selvom Striberne er sikre på at ende på femtepladsen, så ser cheftræner Ivan Poulsen frem til kampen med glæde.

U17-drengene spiller lørdag eftermiddag sæsonens sidste kamp, når de klokken 13.00 får besøg af FCM hjemme i Ådalen. Striberne har i forhold til tabellen ikke det store at spille for, men alligevel er det en vigtig kamp for Ivan Poulsen og resten af U17-holdet.

- Hver eneste kamp og hvert eneste minut handler om udvikling. Så på det plan har det ikke nogen betydning for os, at vi ikke kan ændre på vores femteplads, som vi i øvrigt er rigtig glade for at have sikret. Så vi glæder os til lørdagens kamp, hvor vi skal slutte et rigtig velfungerende forår af. Der venter os en spændende kamp mod en rigtig stærk modstander, som har gjort sig fortjent til at vinde sølvmedaljer i denne sæson, så vi glæder os til, at vi lørdag eftermiddag skal have sæsonens sidste 90 minutter i benene, siger U17-cheftræner Ivan Poulsen.

Som Ivan Poulsen siger, så har Stribernes forår været rigtig stærkt, og senest blev det til en sejr i Randers, selvom vi blev reduceret til 10 mand kort inde i anden halvleg. Derfor er optimismen og troen på tingene stor hos Poulsen.

- Vi har en trup, der har masser af selvtillid, efter vi har leveret så mange gode præstationer i sæsonen. Vi har i løbet af foråret slået de kommende danske mestre fra FCK to gange, og senest vandt vi med 1-0 på udebane mod Randers. Mod Randers vandt vi på baggrund af en god defensiv præstation, og den del skal vi tage med til FCM-kampen, mens jeg ønsker mig, at vi har mere kvalitet i den offensive del, for det skal der til, hvis vi skal tage alle tre point, siger Ivan Poulsen.

Kampen mellem OB og FC Midtjylland i U17-Ligaen spilles i Ådalen klokken 13.00 lørdag eftermiddag.