Ivan Poulsen

08.12.2021 15:57

Det har været en glimrende efterårssæson for vores U17-drenge, der overvintrer på fjerdepladsen efter et halvår, hvor der har været masser af udvikling – både som individer og som kollektiv.

U17-drengene spillede i sidste weekend sidste kamp i dette kalenderår. Her blev efteråret sluttet af med en sejr på hele 7-1 over AC Horsens, og spørger man cheftræner Ivan Poulsen, så har det været et godt efterår.

- Det har været et positivt efterår. Vi har leveret nogle fine resultater, men endnu vigtigere er det, at vi har udviklet os både individuelt og som hold. Det vigtigste i ungdomsfodbold er, at der er en positiv udvikling, og der har vi gennem efteråret været i en positiv udvikling. Hvis man sammenligner vores første kamp i sæsonen med den sidste, så vil det også være tydeligt for de fleste, at der er en niveaumæssigt stor forskel – derfor vil jeg helt klart betegne efterårssæsonen som værende succesfuld, siger Ivan Poulsen.

Hvis man gransker i startopstillingen for vores U17-mandskab i denne sæson, så vil man bemærke, at der er mange spillere fra årgang 2006 iblandt. Årgangen består af spillere fra årgang 2005 og 2006, så spillerne fra ’06 er det, som mange kalder førsteårsspillere, og dem er der blevet brugt mange af i efterårssæsonen.

- Nu er det her min femte sæson som træner i OB, og det er det yngste hold, vi har stillet med fra starten af sæsonen. Vi har haft minimum fire førsteholdsspillere fast med i hele sæsonen. Så det er et ungt hold, men det er også et hold med et stort potentiale, så det er vildt fedt at være en del af det. Spillerne fra årgang 2006 er dem, der sidste sommer vandt DM som U15, så det er også en årgang, hvor der er mange dygtige spillere på, siger Poulsen.

Poulsens tropper er her ved vinterpausen placeret på 4. pladsen med +19 i målscore, hvilket er den næstbedste målscore i ligaen. Når man spørger Ivan om, hvad der karakteriserer holdet fra efterårssæsonen, så er han da heller ikke længe om at fremhæve både offensiven og defensiven.

- Vi har nogle spillere, der er rigtigt gode individuelt, men som samtidig også fungerer som et kollektiv. Vi har mange teknisk dygtige spillere, og vi har mange godt offensive spillere. Vi har scoret tredjeflest mål af alle i ligaen, og i den anden ende har vi også kun indkasseret tredjefærrest. Det vidner om, at vi har dygtige spillere i begge ender af banen.

- Vi har ikke tidligere haft så mange u-landsholdsspillere fra U17-holdet, som vi har i år, hvor fem spillere har været fast med. Derudover har vi en enkelt, der var udtaget en enkelt gang, men han måtte melde fra med en skade. Så det er en årgang med masser af kvalitet og talent, hvor de dygtige individualister kender til vigtigheden af, at man skal præstere og spille som et kollektiv.

Selvom det er blevet til mange scoringer for og få imod, så er det ikke resultaterne på måltavlen, der gør Ivan Poulsen mest tilfreds med efterårssæsonen.

- Jeg er klart mest tilfreds med den udvikling, vi har været igennem. Spillerne er blevet bedre, og de unge fra vores hold har fra start af vist, at de kan spille med. Flere af vores U16-spillere har også været med til mange træningspas sammen med førsteholdet, og dem er de kun med til, fordi de er dygtige. Når de er med der, så gør det dem også endnu dygtigere, og det kan vi mærke, når vi gør på banen, siger Ivan Poulsen, inden han sætter nogle ord på det næste halve år, der venter:

- Vi sluttede jo efteråret rigtig godt af, så det håber jeg, vi kan følge op på i foråret. Vi har spillet flot fodbold, vi har spillet offensiv fodbold, og vi har scoret mål i massevis her i slutningen af efteråret. Så jeg glæder mig rigtig meget til, at foråret skal i gang, og vi kan arbejdere videre med det, vi har gang i, for det ser i den grad spændende ud, siger Poulsen.

U17-drengene starter forårssæsonen lørdag d. 26. februar mod Randers FC hjemme i Ådalen, hvor det i efteråret blev til 16 ud af 18 mulige point.