_MG_4676

05.07.2022 07:42

U19-holdet startede og sluttede sæsonen med at vinde internationale turneringer i Kroatien og Schweiz, og oven i det leverede holdet et sejrsfuldt forår, der blev krydret med en pokalturneringstitel.

Sæsonen var ikke engang gået i gang, da U19-holdet kunne tage de første medaljer om halsen. I august deltog de nemlig i Mladen Ramljak Cup i Kroatien, hvor flere større europæiske klubber såsom Dynamo Zagreb, Fenerbache og Slavia Prag blev besejret på vejen mod titlen i turneringen, hvor Jakob Breum også endte som topscorer.

Succesoplevelsen i Kroatien tog dog på drengenes kræfter, og derfor gik de også et hårdt efterår i møde, som desværre kun bød på fire sejre.

- Da vi kom hjem fra Zagreb, var vi lidt for meget ovenpå, og vi tror, at vi kan lidt mere, end vi egentlig viste vi kunne. Det afspejlede sig i resultaterne, hvor vi smed point i slutningen af kampene, siger U19-assistenttræner, Andreas Bech.

I vinters valgte Kim Engstrøm at prøve kræfter med seniorfodbold et andet sted i rigsfællesskabet, da han blev cheftræner for HB Thórshavn, hvilket betød, at Ivan Poulsen, som indtil da havde været cheftræner på U17-holdet, blev ny U19-cheftræner.

Fik vendt et skuffende efterår

I foråret fik drengene en fantastisk start med to sejre i træk, før de fik årets hidtil første og eneste nederlag til FC Midtjylland. Det flotte forår fortsatte nemlig med mange sejre helt frem til slutningen af sæsonen, og derfor kunne drengene slutte af med en flot femteplads i U19-Ligaen.

- Jeg tror, at spillerne var motiveret til, at foråret skulle være noget andet. Det betød rigtig meget, at vi skulle komme godt fra start, hvilket vi også gjorde. Fordi vi tabte mod FC Midtjylland, fik vi en følelse af, at vi ikke måtte ende på samme måde som i efteråret, og derfor måtte vi ud at finde sejrene igen, siger U19-cheftræner, Ivan Poulsen.

Medaljefyldt sæsonafslutning

Inden drengene kunne gå på sommerferie, skulle de endnu en tur sydpå for at deltage i den internationale U19-turnering i Altstätten, Schweiz. Igen skulle de spille mod internationale storhold, og igen kunne drenge tage medaljer om halsen, da de besejrede mexicanske Club América i finalen. Og det blev hurtigt trængt om halsen, da drengene kort efter at være kommet hjem vandt DBU Fyns Ungdomspokalfinale.  

- Selvtilliden fra forårssæsonen gjorde, at vi kunne lave et godt resultat i Schweiz. Samtidig var det også slutningen på 2003’ernes tid som ungdomsspillere, og det gjorde også, at de var ekstra tændte til at skulle slutte af med et godt resultat, siger Ivan.

Spillersalg og fast mand i 3F Superligaen

En vigtig opgave for trænerstaben på et U19-hold er at gøre spillerne klar til at tage det næste store skridt mod enten 3F Superligaen eller det internationale rampelys. Og det fik de i den grad gjort i år. For selvom Jakob Breum allerede fik sin superligadebut som 16-årig, var det i denne sæson, at han for alvor hægtede sig på førsteholdet. Samtidig er Luca Kjerrumgaard fra den kommende sæson også rykket op og blevet en fast del af Superligamandskabet. Derudover blev U19-forsvarsspilleren Jonathan Foss solgt til Club Brügge i foråret, sammen med U17-spilleren Tobias Lund Jensen.

- Det betyder meget, at vi kan få spillere ind på førsteholdet og at få solgt spillere. Det er det, vi arbejder for hernede, så det var godt. Nu arbejder vi så for at finde den næste Jakob Breum, som kan få et gennembrug i førsteholdstruppen.

U19-sæsonens sluttede således sæsonen, som den startede; med turneringssejre i udlandet. Og selvom det kun blev til en femteplads i U19-Ligaen, er der masser af resultater, som spillerne kan fejre i sommerferien, som flere spillere har valgt at bruge på at træne med førsteholdstruppen. Her har Jakob Jessen, Max Isaac Ejdum, Oliver J. Hansen, Tobias Augustinus Jensen og Charly Nouck Hornemann også været på banen i træningskampene, hvor sidstnævnte også scorede i kampen mod FC Midtjylland den 25. juni.