U19-drengene tabte i Aarhus
Nyt fra U19

U19-drengene tabte i Aarhus

06 maj 2019

U19-drengene er inde i en dårlig periode, og den kom de ikke ud af, da det lørdag blev til et nederlag i Aarhus.

U19 Ligaen
Lørdag 4. maj kl. 12.30, Aarhus
AGF– OB 3-0 (1-0)
1-0 Mostafa Maarouf (28.)
2-0 Mostafa Maarouf (58.)
3-0 Albert Grønbæk Erlykke (76.)

Kampens forløb:
U19-drengene har det svært for tiden, og lørdag blev der ikke ændret på det, da striberne løb ind i et nederlag mod AGF. Det skete, selvom OB egentlig kom fornuftigt i gang med kampen. Det var OB, der styrede spillet, og det var OB, der virkede farligst – og særligt på et par standardsituationer burde det være blevet til en stribet føring.

Alligevel var det hjemmeholdet, der efter en lille halv times spil bragte sig foran ved Mostafa Maarouf. Det var en scoring, der blev vigtig for kampens videre forløb. Herefter gik AGF nemlig et par meter længere tilbage på banen for at forsvare sig, mens de i offensiven fokuserede på omstillinger.

Det voldte problemer for Kim Engstrøms tropper, der i anden halvleg aldrig fandt melodien. Derfor fik AGF rig mulighed for at blive farlige på omstillinger, og mens OB ikke evnede at skabe chancer, så fik AGF i løbet af anden halvleg sat yderligere to mål på tavlen, således det endte 3-0 til dem.

Kommentar fra Kim Engstrøm:
Vi er inde i en dårlig periode i øjeblikket, hvor tingene ikke går vores vej. Det er desværre de små marginaler, der tipper over til modstanderen i stedet for til os. Vi skal foran i kampen, så det kan give os noget mere ro i spillet. Derudover lukker vi alt for mange mål ind i øjeblikket. Når man lukker tre mål ind i snit pr. kamp, er det meget vanskeligt at få point. Så det skal vi have rettet op på til næste weekends kamp, hvor rækkens pt. bedste hold kommer på besøg i Ådalen.

OB’s holdopstilling:
Marcus Alstrup – Daniel Obbekjær (Jonas Skytte, 60.), Anton Pedersen, Oliver Skolnik – Nicolai Skøtt, Tarik Ibrahimagic, Jonathan Kjær (Frederik Lund, 80.), Jonathan Harboe, Anders Klynge (Lucas Møller, 60.) - Kristian Brøndum, Peter Clement

Næste kamp:
Lørdag d. 11. maj kl. 13:00 OB – AaB, Ådalen

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik