IMG_4334

17.10.2020 11:00

Der har været flere gode præstationer på det seneste fra U19-drengene, og lørdag klokken 12.30 tror cheftræner Kim Engstrøm på endnu en, når VB gæster Ådalen.

U19-drengene har fået vind i sejlene efter en skidt start på sæsonen, og i dag møder de Vejle Boldklub på hjemmebane. Gæster fra Vejle har fået en fornuftig start, og de indtager femtepladsen med ti point efter de første syv runder; og cheftræner Kim Engstrøm er da også klar over, at det bliver en svær kamp.

- Der findes ikke lette kampe i U19-Ligaen, og Vejle kan spille lige op med alle hold i ligaen. De har nogle gode kompetencer i spillet med bolden, siger Engstrøm, inden han sætter nogle ord på sine egne drenges præstationer.

- Vi så gode ud for to uger siden, og vi håber, at vi kan videreføre de gode sekvenser fra vores kamp mod Silkeborg IF. Vi møder i dag en helt anden modstander, så det er selvsagt en anden opgave, men det er vigtigt, at vi fortsætter med det aggressive og høje pres gennem hele kampen. Vi skal komme med den samme energi og den samme OB-DNA, som vi gjorde i seneste kamp. Det skal vi gøre i dag, men det er noget, der skal ligge på vores rygrad, så vi, uden at tænke over det, gør det, hver eneste gang vi træder ind på banen, fortæller Kim Engstrøm.

Kampen mod Vejle bliver den første i mere end et par uger, da der har været pause i turneringen grundet ungdomslandskampe. I pausen har Striberne holdt kampformen ved lige, men også forsøgt at finjustere.

- Vi har i pausen haft meget fokus på vores eget spil med bolden, og vi håber på, at vi kan levere på et endnu højere niveau, end vi gjorde mig Silkeborg IF. Det er der, vi skal have lagt på i forhold til de første kampe i sæsonen.

- Vores kampe har indtil videre ligget fint i forhold til at være i en god rytme mellem træning og kamp. I mandags havde vi nogle spillere i kamp mod SfB/Oure, så hele truppen er klar til kamp. Jeg synes, at alle ser klar ud, og alle er holdt til.

- Derudover er pausen brugt på at finjustere lidt mere end normalt, så vi forhåbentlig kan sætte en stime af sejre sammen nu. Rækken er ikke knækket over endnu, så det er nu, vi skal spille os med i rækken, og med en sejr i dag kan vi komme op i top seks, hvor vi skal være, fortæller cheftræneren.

OB-drengene har kun tabt en enkelt af de fire seneste kampe, og seneste kamp blev vundet med 2-0 over Silkeborg IF. Cheftræneren spår da også, at der er gode muligheder for endnu en stribet triumf i dagens kamp.

- Vi er godt forberedte på det, vi forventer, Vejle kommer med. Den måde, de spiller på, giver gode muligheder for os – både i forhold til presspillet, men også i spillet med bolden. Jeg synes, vi har set gode ud i den seneste periode, og jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til det hold, vi stiller med. Det er en trup, der kan gøre ondt på VB, så vi glæder os rigtig meget til kampen.

Kampen mellem OB og Vejle Boldklub spilles i Ådalen lørdag klokken 12.30. Grundet coronavirus er der desværre ikke adgang for tilskuere.