IMG_9888

21.11.2019 13:26

Lørdag klokken 12.30 fløjtes der op til U19-drengenes sidste turneringskamp på denne side af nytår, når AGF er modstanderen i Ådalen.

Lørdag spiller U19-drengene efterårets sidste kamp, når ”De Hviie” fra Aarhus kommer på besøg i Ådalen. Striberne er fortsat nummer et i U19 Ligaen, og gæsterne fra AGF indtager i øjeblikket en femteplads i turneringen – og derudover er det en flok formstærke jyder, Striberne skal forsøge at besejre i weekenden.

- AGF er et stærkt og godt fodboldhold, som har fået syv point i de tre seneste ligakampe. Med denne årgang blev de danske mestre i U17 Ligaen, så jeg er helt sikker på, at de om 13 runder blander sig i toppen af rækken. Det er et hold, der er stærke på bolden, og de vil gerne spille fodbold. Derfor forventer jeg, at det kan blive seværdigt i Ådalen, fortæller Kim Engstrøm.

Engstrøms tropper har ti sejre i de første 11 kampe, og til trods for sidste rundes pointtab i Herning, så forsikrer han, at Striberne står stærkt til weekendens opgave.

- Vi står godt rustet til opgaven efter rigtig mange gode præstationer gennem hele efteråret. Vi er selvfølgelig ærgerlige over nederlaget i FC Midtjylland, men vi har set kampen igennem igen, og der var rigtig mange positive ting, vi kunne tage med fra kampen.

- Drengene har trænet godt, flere spillere har siden den kamp været afsted med landsholdet, hvorfra de er kommet tilbage med nogle succesrige oplevelser, ligesom flere af vores spillere har spillet reserveliga- og superligatræningskampe, mens U19-Ligaen har ligget stille, siger cheftræneren.

Nu skal U19-Ligaen så i gang igen med årets sidste kamp for Striberne, og der forventer Kim Engstrøm, at det bliver en intens kamp på et højt niveau.

- Som samtlige af vores andre kampe i denne sæson har jeg en formodning om, at det bliver en intens U19-kamp. Alle kampe har været på et højt niveau med rigtig mange dygtige hold. Forhåbentlig får vi et kampbillede, hvor vi kan formå at være i teten – både på bolden og chancemæssigt, mens vi dominerer både offensivt og defensivt.

- Vi skal gå på banen og fortsætte de rigtig gode takter vi har leveret hjemme i Ådalen, hvor vi endnu ikke har sat point til, ligesom vi heller ikke har lukket mål ind, når vi har spillet i Ådalen.

U19-drengenes kamp mod AGF spilles i Ådalen lørdag den 23. november klokken 12.30, og der er naturligvis gratis adgang til kampen.