23.11.2020 08:38

U19-drengene var i weekenden på en vanskelig opgave, da de gæstede SønderjyskE, men på baggrund af en stærk arbejdsindsats kunne Striberne rejse hjem til Odense med alle tre point i bagagen.

U19-Ligaen
Lørdag 21. november, kl. 12.30, Haderslev Kunstgræsbane
SønderjyskE – OB 1-2 (0-1)
0-1 Rasmus Nissen (8.)
0-2 Rasmus Nissen (53.)
1-2 SønderjyskE (65.)

Kampens forløb:
U19-drengene skulle lørdag forsøge at komme tilbage på sejrssporet, da de på udebane mødte SønderjyskE. Striberne fik en perfekt start på kampen, der blev spillet under vanskelige forhold. Det blæste kraftigt, og det regnede ustandseligt i kampen.

Derfor var det, med de forhold in mente, ekstra vigtigt, at Striberne allerede efter otte minutters spilletid fik nettet til at blafre. Robin Østrøm sendte Rasmus Nissen afsted i dybden, og uden de store problemer sparkede han bolden forbi hjemmeholdets keeper og ind i kassen til en fynsk føring.

Herefter bølgede spillet frem og tilbage, men hele tiden med OB’erne som det farligste mandskab. Selvom der var muligheder for flere scoringer, så fik vi dem ikke, og Kim Engstrøms tropper kunne gå til pause med en føring på 1-0.

I anden halvleg fik vi en præcis lige så god start, som vi gjorde i første. Otte minutter inde i halvlegen bankede Rasmus Nissen kuglen i kassen, og denne gang var det på et direkte frispark, som han selv havde fremtvunget.

Efter scoringen fortsatte Striberne med at klø på, og flere gange var det tæt på at blive 3-0, men med 25 minutter tilbage af opgøret fik hjemmeholdet sparket spændingen tilbage i opgøret, da de fik reduceret til 2-1 på en flot afslutning, hvor Magnus Nielsen var uden chancer i OB-buret. Det var i øvrigt U17-målmand Magnus Nielsens første kamp i U19-Ligaen, og han spillede en rigtig stærk kamp.

I slutfasen blev det hektisk, da hjemmeholdet sendte flere og flere folk frem i vores straffesparksfelt, hvor bolden blev sendt ind, så snart de havde chancen. En flok stærke, stribede forsvarsspillere fik dog afvist det gang på gang, og derfor kunne de sammen med resten af OB-mandskabet strække armene i vejret, da dommeren fløjtede af.

En stærk 2-1 sejr som kom i land på baggrund af hårdt arbejde og en kloghed i forhold til bane- og vejrforhold, som gjorde det vanskeligt at spille poleret fodbold.

Kommentar fra cheftræner Kim Engstrøm:
Vi er glade for sejren, der i dag kom på nogle af de dyder, der også skal kendetegne vores spillere med hårdt arbejde og ikke mindst det at kunne spille efter forholdene. Vi har langt hen ad vejen fin kontrol på SønderjyskE, vi er selv farlige på omstillinger, og vi scorer to rigtig gode mål. Så der skal lyde en stor ros til drengene for at levere en super arbejdsindsats, der var stærkt medvirkende til de tre point.

Vi er alle rigtig glade for at se Christian Vestergaard tilbage på banen efter 11 måneders skadespause. Christian spillede de første 45 minutter, hvor han gjorde det godt. Derudover er jeg rigtig glad for at se Magnus Nielsen i målet, der spillede sin første U19-ligakamp i dag, selvom han blot er U17-spiller.  Han spillede med en fantastisk ro og coolness i feltet, hvor han leverede flere sikre indgreb. Han er et tydeligt bevis på at hårdt arbejde lønner sig. Han træner altid fremragende, han har en fantastisk indstilling, og han er endnu et bevis på vores fantastiske målmands-setup i klubben, hvor vi uddanner den ene supermålmand efter den anden. 

OB:
Magnus Nielsen – Robin Østrøm, Daniel Obbekjær, Christian Vestergaard (Jonathan Khemdee, 46.) – Lasse Skøtt, Anton Stage (Valdemar Kwasniak, 70.), Valdemar Ibsen (Jakob Okkels, 84.), Jakob Breum (Magnus Saaby, 84.), Mathias Brems – Noah Christensen (Simon Skøtt, 70.), Rasmus Nissen

Næste kamp:
Lørdag 5. december, kl. 12.30, OB – FCK, Ådalen