23.05.2022 09:59

Lørdag spillede vi sæsonens sidste kamp i U19-Ligaen, da vi tog imod Vejle Boldklub hjemme i Ådalen, og efter scoringer fra Noah Engell Christensen, Charly Nouck Horneman og Oliver Hansen sluttede vi sæsonen af med en sejr.

U19-Ligaen
Lørdag den 21. maj kl. 12.30
OB – Vejle Boldklub 3-1 (1-1)
0-1 Gustav Callø (31.)
1-1 Noah Engell Christensen (45.)
2-1 Carly Nouck Horneman (49.)
3-1 Oliver Hansen (56.)

Gule kort:
OB: Magnus Saaby (22.)
Vejle Boldklub: Theis Eskildsen (83.), Tobias Lauritsen (93.)

Kampforløb:

I U19-Ligaen spillede vi lørdag sæsonens sidste hjemmekamp, og med en sejr ville vi sikre os femtepladsen i ligaen, så det var nogle topmotiverede fynboer, der gik på banen.

Det var dog Vejlenserne, der kom først på måltavlen, da Gustav Callø efter et skarpt indlæg flugtede bolden i op i målhjørnet.

Kort inden pause fik vi dog udlignet, da Noah Engell Christensen efter et flot opspil driblede på tværs af gæsternes forsvar, inden han lagde bolden i nettet til pausestillingen 1-1.

Udligningen gav fynboerne et selvtillidsboost, som man tydeligt kunne mærke fra anden halvlegs start. Det smittede hurtigt af på banen, og efter 49 minutter sparkede Charly Nouck Horneman efter endnu et fint angreb flot bolden i kassen til 2-1.

Få minutter efter lavede vi en veludført hjørnesparkskombination, og bolden landede planmæssigt ved Oliver Hansen, som køligt sparkede bolden ind til slutresultatet 3-1.

Kommentar fra U19-cheftræner, Ivan Poulsen:

- Vi er glade for at komme tilbage og vinde kampen efter at have været bagud og efter en første halvleg, som mindede for meget om en sommerkamp, så fik vi bedre fat i vores spil i anden halvleg.

- Derudover er vi også tilfredse med at slutte en fin forårssæson af med kun et enkelt nederlag. Drengene har gjort det virkelig godt, og nu ser vi frem til onsdag, hvor vi tager til et internationalt stævne i Schweiz, sagde Ivan Poulsen efter kampen.