22.11.2021 07:20

Striberne var tæt på sejren efter et flot comeback, hvor Lyngby undervejs var foran med 2-0.

U19-ligaen
Lørdag d. 20. november, kl. 12.30, Ådalen
OB – Lyngby 2-2 (1-2)
0-1 Gustav Julius Mortensen (33.)
0-2 Robin Dahl Østrøm, selvmål (39.)
1-2 Jakob Breum Martinsen (41.)
2-2 Mads Stistrup Petersen (50.)

Gule kort:
OB: Max Isaac Ejdum (62.), Mads Stistrup Petersen (75.), Noah Engell Christensen (80.), Luca Kjerrumgaard (90.)
Lyngby: Endrit Kamilji (60.), Casper Kaarsbo Winther (68.), Mads-Emil Langberg (85.)

Kampens forløb:
Det blev en første halvleg, hvor OB haltede efter Lyngby, der var i teten på bolden; dog uden at skabe chancer. Den første store chance tilfaldt alligevel OB, da Luca Kjerrumgaard kom først på et indlæg, men desværre fik han afsluttet lige på målmanden.

Efter godt en halv times spil kom Lyngby så desværre foran, og det gjorde de i en periode, hvor OB ellers havde godt fat i bolden. For at gøre ondt værre, så blev det bare fem minutter senere 2-0. Det gjorde det i en situation, hvor OB-spillerne var for passive midt på banen, hvorefter en afslutning fra kanten af feltet blev rettet af og snød Magnus Nielsen i det stribede mål.  

Striberne nåede dog heldigvis at komme lidt tilbage i kampen inden pausen, da Jakob Breum efter en hjørnesparkskombination bankede bolden i kassen fra kanten af feltet til en reducering.
 

Trods den glimrende afslutning på halvlegen, så var det os, der skulle jagte i anden halvleg.

Fra anden halvlegs start satte fynboerne sig mere og mere på kampen, og det blev et tryk mod Lyngbymålet med det samme. Med blot fem minutter spillet af anden halvleg kunne Mads Stistrup udligne, efter godt forarbejde af Luca Kjerrumgaard. På kanten af feltet sparkede Mads Stistrup den sikkert over i det lange hjørne til 2-2.

Herefter fortsatte OB med at jagte endnu et mål, men den sidste skarphed omkring feltet manglede. De sidste 20 minutter af kampen bølgede det frem og tilbage i begge ender.

I overtiden fik OB faktisk bolden i mål, da Luca Kjerrumgaard vakst opfattede, at Lyngbys målmand havde sparket et frispark til sin medspiller, der ikke var klar til at modtage den. Af en eller anden årsag valgte dommeren at fløjte spillet af – og i stedet give et gult kort til Luca Kjerrumgaard, og dermed endte det 2-2 i Ådalen.

Kommentar fra cheftræner Kim Engstrøm:
Vi er ikke tilfredse med vores udtryk i første halvleg, hvor vi spillede for langsomt og brugte for mange berøringer. Vi fik ikke i starten af kampen flyttet spillet op på deres halvdel. Anden halvleg kom vi ud med den rigtige energi og power i spillet, hvilket udmøntede sig i et rigtig godt mål til 2-2.

Midt i anden halvleg mister vi lidt momentum, og kampen bliver mere lige igen, så det til sidst kunne være gået begge veje. Vi er ærgerlige over vores præstation i første halvleg, der ikke var god nok, hverken på bolden eller i defensiven. Anden halvleg er godkendt, og hvis vi havde haft samme power og energi de første 45 min. så er jeg ret sikker på, vi havde vundet kampen. Men det kan vi ikke ændre på nu her.

OB:
Magnus Worsøe Nielsen, Jonathan Foss, Robin Dahl Østrøm, Mathias Brems, Gustav Vinter (Jakob Jessen, 77.), Jakob Breum Martinsen (Noah Engell Christensen, 64.), Mads Stistrup, Max Isaac Ejdum, Tobias Augustinus-Jensen (Charly Nouck Horneman, 86.), Luca Kjerrumgaard, Magnus Saaby (Jakob Okkels, 77.)
Bænken: Jakob Okkels, Oliver Hansen, Jakob Jessen, Charly Nouck Horneman, Noah Engell Christensen, Sebastian Dalby Wille

Næste kamp: Fredag d. 26. november 2021 kl. 18.45, OB-Esbjerg fB, Ådalen