IMG_4854

11.05.2021 15:54

Vores U19-drengene skal klokken 18.00 forsøge at tage en ny sejr i U19-Ligaen, når vi hjemme i Ådalen får besøg af SønderjyskE.

Tirsdag aften tager vores U19-drenge imod SønderjyskE i en udsat kamp hjemme i Ådalen. Kampen skulle have været spillet i lørdags, men en positiv covid-19-test i sønderjydernes førsteholdstrup gjorde, at U19-kampen af et forsigtighedsprincip blev udsat til tirsdag, og vores U19-cheftræner, Kim Engstrøm, glæder sig til igen at skulle i kamp efter 10 dages kamppause.

- Vi glæder os til at skulle spille kamp igen. Selvom vi ikke har fået resultaterne, så synes vi egentlig, at vi i de seneste to kampe har leveret nogle rigtig fine præstationer. Vi mødte først et meget stærkt FCK-hold på udebane. Her var vi langt hen ad vejen tilfredse med vores præstation og vores udtryk. Mod Lyngby spillede vi også en ganske fin kamp ud fra de præmisser, der opstod tidligt i kampen, siger Kim Engstrøm, inden han sætter ord på sine forventninger til dagens kamp mod SønderjyskE.

- Ser man på tabellen, så er vi klare favoritter, da vi møder et hold, der ikke har ret mange point. Men vi ved, at der venter os en vanskelig kamp. Selvom SønderjyskE ikke har hentet mange point, så volder de langt de fleste hold problemer i kampene. Så vi har kigget meget på os selv, og på hvordan vi kan løse den opgave, der venter os. Som sagt bliver det vanskeligt, men jeg har en stor tro på, at de 11 startende spillere og de fem udskiftere kan løse den opgave, der venter os i aften, siger Engstrøm.

Striberne er placeret på en sjetteplads i U19-Ligaen. Det er den placering, vi som minimum sigter efter at opnå i dette års U19-Liga, så det er vigtige point, der er på spil i aften, og Engstrøm er rigtig glad for den trup, han har til rådighed til opgøret.

- Vi stiller selvfølgelig med det stærkest mulige hold på dagen, og vi har ingen skader, mens vi har er par spillere, der igen er med, efter de på det seneste har været med førsteholdet. Så det er et slagkraftigt hold, der bør have niveauet til at tage sejren. Men ét er at spille kampen på papir, og noget andet er at gøre det på banen; og det er det sidste, der er det vigtigste. Så vi ser rigtig meget frem til aftenens kamp mod SønderjyskE hjemme i Ådalen, siger Kim Engstrøm.

Aftenens kamp mellem OB og SønderjyskE spilles i Ådalen klokken 18.00. Du kan læse om kampen her på siden senere på aftenen.