Holdfoto

18.05.2019 14:01

U19-drengene leverede for anden kamp i træk en rigtig stærk indsats, da de fredag eftermiddag vandt med 4-1 over FCK.

U19 Ligaen
Fredag 17. maj kl. 13.00
FCK – OB 1-4 (0-3)
0-1 Lucas Møller Jensen (11.)
0-2 Jonathan Harboe (21.)
0-3 Anders Klynge (42.)
0-4 Lucas Møller Jensen (50.)
1-4 Tobias Pedersen (84.)

Kampens forløb:
Never change a winning team var det engang en klog mand der sagde, og selvom striberne ikke fik point i sidste weekend mod AaB, så havde Kim Engstrøm valgt de samme 11 spillere fredag eftermiddag mod FCK, fordi indsatsen mod AaB var god. I øvrigt var det første gang i 20 kampe, det var muligt at stille med de samme 11 spillere to kampe i træk.

Forskellen denne fredag i forhold til kampen mod AaB var, at der var mere aggressivitet i presset fra striberne. Der blev arbejdet hårdt fra alle spillere, og så snart bolden blev erobret, blev der spillet hurtigt frem. Det gjorde, at FCK hele tiden blev truet i deres bagrum, og der blev skabt rigtig mange farlige omstillinger mod FCK-forsvaret.

Det var også på omstillinger, striberne fik sendt bolden i nettet. I første halvleg lykkedes det tre gange, og derfor var den flok selvtillidsfyldte striber, der kunne gå til pause. Fra anden halvlegs start kom striberne buldrende, og allerede efter fem minutter gjorde Lucas Møller Jensen sig selv til dobbelt målscorer, og med 4-0 var kampen reelt set også lukket.

Den store føring gjorde at FCK naturligt nok var mest på bolden i anden halvleg, men det var ikke noget, de formåede at omsætte til at skabe mange chancer. Først med fem gode minutter tilbage af den ordinære spilletid lykkedes det dem at pynte på resultatet.

Dermed tog U19-drengene en flot sejr på hele 4-1 ude mod FCK, og drengene fik brudt en stime af dårlige resultater.

Kommentar fra Kim Engstrøm:
Vi er rigtig glade for sejren, vi syntes at vi havde fortjent et point i sidste weekend imod AaB, hvor vi viste stor vilje og energi. Den indstilling spillerne viste imod AaB, var taget med videre til København i dag, hvor vi så også fik skabt chancer samt lavet fire flotte mål.

Jeg er virkelig glad på spillernes vegne over den flotte præstation, de leverede. Der blev arbejdet meget hårdt, alle spillere spillede med masser af energi, vilje, samt udviste stor løbevillighed både offensivt som defensivt.

Derudover formåede vi for anden kamp i træk at holde modstanderen på et minimum af chancer, hvilket tidligere har været en af vores udfordringer. Nu venter en spændende uge med pokalsemifinale imod TPI, samt turneringskamp i Vejle på lørdag. 

OB’s holdopstilling:
Peter Bergmann – Jonas Skytte, Anton Pedersen, Daniel Obbekjær, Oliver Skolnik, Nicolai Skøtt – Jonathan Harboe (Laurits Lillemose, 78.), Tarik Ibrahimagic (Kristian Brøndum, 71.), Anders Klynge – Peter Clement – Lucas Møller (Valdemar Kwasniak, 83.)

Næste kampe:
Onsdag d. 22. maj kl. 18:30, TPI – OB, TPI kunstgræsbane
Lørdag d. 25. maj kl. 12:00, Vejle – OB, VB Parken