Annonce
Annonce
U19 vandt DBU Fyn Ungdomspokalfinalen
Nyt fra U19, Akademi

U19 vandt DBU Fyn Ungdomspokalfinalen

10 jun 2021
Annonce

Onsdag aften kunne U19-drengene løfte pokalen og lade sig hylde som vindere af DBU Fyn Ungdomspokalfinale efter en 2-0-sejr over Næsby Boldklub.

Annonce

DBU Fyn Ungdomspokalen
Onsdag den 10. juni kl. 19.00, Horne Idrætscenter
Næsby Boldklub - OB 0-2 (0-1)
0-1 Jakob Breum (24’)
0-2 Valdemar Ibsen (53’)
Udvisninger: Aske Adelgaard (58’)
Pokalfighter: Valdemar Ibsen

Kampens forløb

Efter at have besejret Svendborg Oure og Middelfart Boldklub i kvartfinalen og semifinalen ventede der onsdag aften en spændende finale i DBU Fyn Ungdomspokalen, hvor Næsby Boldklub var modstanderen.

Kampen startede godt for os, da Jakob Breum efter få minutter kom alene igennem i venstre side, men hans afslutning gik tæt forbi mål.

Ti minutter efter vendte stemningen dog brat, da dommeren efter lidt klumpspil omkring kanten af feltet fløjtede og pegede på straffesparkspletten. Heldigvis for os reddede Markus Alstrup flot afslutningen helt ude ved stolpen.

Redningen gav et moralsk rygstød, som Valdemar Ibsen udnyttede, da han brød bolden i højre side ved eget felt og vendte spillet til Jakob Breum på venstre kanten. Herfra trak Breum ind i banen og sparkede flot bolden op i det korte hjørne fra 25 meters afstand.

Efterfølgende bølgede spillet frem og tilbage med masser af fight og intensitet, inden spillerne gik til pause ved stillingen 0-1.

Fra anden halvlegs start kom vi godt ud og trykkede Næsby Boldklub tilbage på banen. Det gav pote, da Valdemar Ibsen brød bolden ved eget felt og spillede Jakob Breum i venstre side. Han kom afsted i en omstilling, hvor han til slut spillede bolden fladt indover. Bolden fik lov at passere til det bagerste område, hvor Valdemar Ibsen sikkert sparkede den i mål til 0-2.

Fem minutter efter ændrede stemningen sig dog brat, efter en lang bold blev slået ned i det odenseanske bagrum, hvor Aske Adelgaard forsøgte at nå bolden med et højt ben. Uheldigvis ramte han samtidigt en fremadstormende Næsby-spiller i hovedet, og dommeren takserede det til en udvisning.

Udvisningen ændrede kampbilledet, så vi overlod initiativet til Næsby, som satte sig på spillet og pressede os tilbage på banen. Vi fightede dog resultatet hjem, inden U19-drengene til slut kunne lade sig hylde som vindere af DBU Fyn Ungdomspokalen.

Kommentar fra U19-cheftræner, Kim Engstrøm:

- Vi deltager i pokalturneringen for at vinde, men samtidigt ved vi, at det er lidt specielt, når vi spiller en fynsk turnering, da der er et stort pres på spillerne.

- Vi forsøger at skabe en vinderkultur i OB, og det giver noget at vinde. Det giver rigtig meget til spillerne at stå i en finale og være favoritter og skulle præstere, så på den måde er vi rigtig glade for at vinde. Vi har nogle spillere, som snart er færdige som U19-spillere, og de får nu en god afslutning med en fynsk pokaltitel.

- Jeg er rigtig glad på Valdemar Ibsens vegne, efter at han har spillet i OB hele sin ungdom. Han slutter med et danmarksmesterskab sidste sæson og nu en fynsk pokaltitel krydret med en titel som pokalfighter i finalen.

OB's holdopstilling:

Marcus Alstrup - Mads Stistrup (Jakob Okkels, 46.), Jonathan Khemdee, Oliver Hansen, Aske Adelgaard - Valdemar Ibsen, Anton Stage (Magnus Saaby, 46.) - Lasse Skøtt, Simon Skøtt (Noah Engell, 46.), Jakob Breum - Luca Kjerrumgaard

Bænken: Jakob Okkels, Magnus Saaby, Noah Engell

 

Annonce