Kim Engstrøm

10.04.2021 08:30

Lørdag venter der en udebanekamp mod Vejle Boldklub for vores U19-drenge, og her skal Striberne revanchere sidste rundes nederlag i Randers.

U19-drengene fik en god start på foråret, da de for et par uger siden vandt på udebane mod Brøndby IF efter en stærk præstation. I mandags var det så desværre en præstation i den anden grøft, der blev leveret, da Striberne tabte på udebane mod Randers efter en dårlig indsats. Det er nu kun en håndfuld dage siden, og Kim Engstrøm er glad for, at Striberne så hurtigt kan svare igen.

- Vi glæder os rigtig meget over, at vi skal spille kamp igen. Vi var på ingen måder tilfredse med vores præstation i mandags, så at der kun går fem dage, inden vi kan svare tilbage på den kamp. Vi har noget at revanchere, men vi ved også, at det ikke bliver let mod et godt Vejle-kamp. Som jeg altid siger, så er der ingen lette kampe i U19-Ligaen, og Vejle Boldklub er endnu en svær kamp, siger Kim Engstrøm.

Vejlenserne er placeret i bunden af midterfeltet, og selvom Striberne vandt med 4-0 på hjemmebane, så har OB-cheftræneren respekt for dem.

- Vejle er gode i den offensive del af spillet, hvor de har nogle dygtige individualister. De er aggressive i presset, og de er vanskelige at spille imod, fordi de bruges deres målmand i opbygningsspillet. Det giver dem en markspiller ekstra, når de har bolden – og på den måde kommer de i overtal, og det gør det selvsagt vanskeligere, at der er en ekstra spiller, der skal lukkes ned for.

- På hjemmebane havde vi stor succes mod dem, hvor vi blandt andet scorede på dem efter en erobring på omkring midten af banen, hvorefter vi sparkede den ned i et tomt mål. Så der er muligheder for at straffe dem efter vores erobringer. Men de har masser af kvalitet i truppen, og der venter en kamp mod et fint hold, hvor spillerne på de to hold kender hinanden på kryds og tværs, siger Kim Engstrøm.

Selvom seneste kamp for Engstrøms tropper var dårlig mod Randers, så er troen på en god præstation lørdag mod Vejle stor.

- Jeg er helt sikker på, at vi ikke leverer en lige så dårlig kamp, som vi gjorde i mandags. Der kommer to hold på banen, som er revanchelystne. Vejle tabte senest med 2-0 til EfB, og de har selv udtalt, at de ikke var tilfredse med præstationen. Så det er to sultne hold, og det er to hold, der vil frem, som går på banen, så jeg forventer, at det bliver rigtig underholdende.

- Vi har i de seneste par kampe haft krammet på Vejle med sejre i de tre seneste kampe, og så er jeg godt klar over, at det også har været med andre årgange. Jeg har helt afgjort en forventning om, at vi kan tage tre point i kampen, hvis vi går til kampen med udgangspunkt i de ting, som vi selv er gode til, siger Engstrøm.

U19-drengenes kamp mod Vejle Boldklub spilles på kunstgræsbanen hos Vejle Idrætsefterskole, og der er kampstart lørdag klokken 12.30.