IMG_4558

14.05.2019 11:18

Når sæsonen slutter, venter der helt nye udfordringer for vores U15-træner Ulrik Bredegaard, som skal være træner/leder på Akademiet "El Cambio", i Uganda.

I den forgangne weekend slog U15-drengene med cheftræner Ulrik Bredegaard i spidsen FC Midtjylland med 4-1, og drengene har kurs mod førstepladsen i U15 Liga 1. Om et par uger deltager de i Kevin De Bruyne Cup, og i juni måned skal de forhåbentlig spille pokalfinale. Men når alt det er ovre, så venter der nye udfordringer for vores U15-cheftræner, Ulrik Bredegaard, og det er nogle helt andre udfordringer end at være U15-træner for et elitehold i Danmark.

Fodboldprojektet i Uganda
- Jeg skal en tur til Afrika og være træner/leder på et Akademi i Uganda, som hedder El Cambio. Det er et danskstartet projekt, hvor blandt andet Lars Høgh, Morten Olsen og Daniel Wass er ambassadører, og det bliver vanvittigt spændende at blive en del af.

- Det er et projekt, som handler mere om at gøre en forskel for nogle drenge og en verdensdel, der helt sikkert har nogle hårdere skæbner, end vi har herhjemme, end det handler om at lave den nye Messi. Spillerne er dygtige, og de er udvalgt og håndplukket fra en meget stor gruppe. Men det vigtigste på El Cambio er, at børnene ender med at få succes på et af de tre parametre, som er fodbold, uddannelse eller ugandisk rollemodel, siger Ulrik Bredegaard om sit kommende arbejde.

Drømmen om udlandet
Det er ti år siden, at Ulrik Bredegaard kom til OB, og i den tid har han lært utrolig meget, men han tror samtidig også, at han på sigt vil lære meget ved at komme til Uganda og prøve sig af.

- Jeg har haft vildt mange gode år i OB, og som fodboldtræner har jeg også nogle personlige ambitioner, jeg gerne vil have indfriet. Det tror jeg egentlig også sagtens, jeg kunne have fået i OB, men jeg tror samtidig på, at det er sundt for min udvikling, at jeg kommer en tur til Afrika, mærker verden og oplever nogle forskellige ting. For mig har det altid været planen at tage til udlandet og træne fodbold, hvis muligheden ville opstå.

- Jeg glæder mig allermest til at komme til Uganda og få lov til at gøre en forskel. Jeg har nogle historier herhjemme, som jeg synes, gør, at der er en mening ved at være fodboldtræner. Det gælder både, når Daniel Obbekjær og Gustav Grubbe får debut i Superligaen. Men for mig er det også nogle fantastiske historier, når Rasmus Borup tager til Dalum og bliver en profil der, eller når Gustav Otto og Osvald Grønning fortsætter deres fodboldkarriere i OB’s amatørafdeling på U16-2. Når de fortsætter med at spille fodbold, og de er glade for deres fodbold, så synes jeg, det er en god historie herhjemme i Danmark. I Uganda er der meget mere på spil, så jeg glæder mig til at prøve at træne en flok spillere, hvor der er så meget mere på spil, end der er herhjemme. Det bliver rigtig sjovt at prøve, og jeg glæder mig helt vildt, fortæller Bredegaard.

Tiden som stribet
Ti år i samme klub er meget for en fodboldtræner, og det er ti år, hvor Ulrik Bredegaard har sat sit eget præg på U15-årgangen. En årgang hvor vi i sidste sæson vandt pokalturneringen, blev Jysk/Fynske Mestre, og tilmed blev nummer tre ved Kevin De Bruyne Cup foran klubber som PSG, Manchester City og Borussia Dortmund.

- Siden jeg kom til OB for ti år siden, har jeg lært vanvittigt meget! Jeg havde aldrig før oplevet, hvordan man arbejder i en klub på allerhøjeste niveau. Det har jeg fået lov at opleve her, og jeg synes også, at jeg har fået lov at præge det – specielt i de seneste par år. Når jeg om en lille måned rejser fra OB, så føler jeg, at jeg rejser fra en klub, hvor den årgang jeg har med at gøre, er stærkere, end da jeg ankom. Og jeg håber virkelig, at Akademiet fortsætter med at vokse og forbedre sig, som vi har gjort – særligt i de seneste sæsoner, siger Ulrik Bredegaard.

Som nævnt i indledningen, så går U15-drengene en spændende måned i møde, inden den står på sommerferie. Det er en tid, som Ulrik glæder sig til, og der venter spændende fodboldkampe mod hold som Næsby i pokalturneringen, Svendborg fB i U15 Liga 1 og mægtige FC Barcelona ved Kevin De Bruyne Cup. Men resultaterne er ikke det eneste, Ulrik Bredegaard vil fokusere på i sin sidste tid som stribet.

- Et eller andet sted skal den kommende tid nydes for mit vedkommende. Det har været ti gode år, og jeg kommer til at savne klubben vanvittigt meget. Jeg skal bruge en masse tid med mine kollegaer og både tidligere og nuværende spillere. Jeg vil virkelig nyde tiden med en masse mennesker, jeg godt kan lide – uanset om vi vinder eller taber. Når det er sagt, så er det en kæmpe ambition og motivation for mig selv at slutte godt af sportsligt, hvor vi med U15-drengene går en utroligt spændende måned i møde.

Vi er stolte
Mens Ulrik Bredegaard kommer til at savne klubben, så bliver Ulrik også savnet i klubben, det fortæller teknisk chef på Akademiet, Tonny Hermansen os.

- Først og fremmest skal der lyde et rigtig stort tillykke til Ulrik for at lande et trænerjob i udlandet. Det er dejligt og fuldt fortjent, at Ulrik har fået muligheden for at komme ud og prøve sig selv af, og der venter en utroligt spændende opgave på ham. For hans personlige udvikling er det også rigtig godt at komme til et andet land og prøve sig af som træner.

- Ulrik har været i OB i rigtig mange år, og han varetager mange forskellige opgaver på vores Akademi, som han klarer sindssygt godt. Derfor er vi kede af, at ”Ulle” forlader os, men vi er samtidig også stolte over, at vi kan være med til at uddanne fodboldtrænere, som kan prøve sig selv af på andre adresser end OB, så alt i alt er det suverænt, siger Tonny Hermansen.

Selvom Ulrik nu skifter OB ud med Uganda, så behøver det ikke nødvendigvis være sidste gang, han kan præsentere sig selv som træner for OB. Han er nemlig altid velkommen i Ådalen.

- Ulrik har nogle specielle færdigheder, og han er sindssygt god til at connecte med de unge mennesker – både dem han træner, men også alle de andre spillere i klubben. Han har nogle kompetencer, som vi andre ikke har, og derfor har han passet sindssygt godt ind i trænergruppen, fordi han er budt ind med tanker og ideer, der nødvendigvis ikke er andre i gruppen, som var kommet frem til. Derfor er det bittert, at vi mister ham, men vi ønsker ham rigtig mange gange held og lykke med det næste, nye, spændende projekt.

- Hvis han en dag finder ud af, at det ikke er det rigtige, eller at han bare senere vender snuden hjem mod Danmark, så håber vi rigtigt meget at se ham her i Ådalen igen.

Vil du vide mere om de udfordringer, der venter for Ulrik Bredegaard, så kan du læse mere om det lige her.

HELD OG LYKKE, ULLE!