IMG_9653 kopier

17.05.2022 14:26

I et tæt kampprogram stod den i dag på reserveligafodbold, hvor mange unge fynboer kom i kamp. De mødte dog deres overmænd i Silkeborg IF, der vandt 2-0.

Reserveliga
Tirsdag den 17. maj, kl. 14.00, Ådalen
OB – Silkeborg IF 0-2 (0-0)

0-1 Søren Tengstedt (65.)
0-2 Alexander Lind (78.)

Gule kort:
OB:
Bashkim Kadrii (38.)

Kampens forløb:

Sæsonens sidste reserveligakamp var et spændende opgør mellem bronzevinderne i 3F Superligaen fra Silkeborg IF og pokalfinalisterne fra Odense. Vejret var da også publikumsvenligt, så knap 100 mennesker var troppet op i Ådalen for at overvære kampen.

Tilskuerne var vidne til en intens fodboldkamp, hvor spillet bølgede frem og tilbage fra første fløjt, og hvor Bashkim Kadrii og Mikkel Hyllegaard tidligt truede silkeborgenserne på omstillinger.

Senere pressede gæsterne på, men efter et skarpt indlæg kom Ryan Johnson Laursen stærkt tilbage, og han fik i sidste øjeblik headet bolden til hjørnespark, så holdene gik til pause uden scoringer.

I anden halvleg kom der mange unge fynboer på banen, og det betød også, at de mere rutinerede superligaspillere fra Silkeborg IF satte sig på spillet overfor vores mange U17-spillere.

Det betød desværre også, at gæsterne bragte sig foran, efter Søren Tengstedt havde modtaget bolden fra kanten, hvorefter han fra en spids vinkel sparkede den i mål.

Senere blev føringen udbygget, da silkeborgenserne spillede sig igennem i deres venstre side, inden bolden blev sendt ind til Alexander Lind, der sparkede bolden i mål til slutresultatet 0-2.

Kommentar fra transitionstræner Nicolas Arvid Hedeman:

- Det var en udfordrende reserveligakamp, der var klemt ind i et stramt program, men det var kærkomment for nogle, der var på vej tilbage fra skader, eller som ikke havde spillet så meget.

- Silkeborg IF har givet de fleste hold problemer i denne sæson, men jeg synes også, vi gjorde det godt. Vi slutter med et meget ungt hold, men det er fint, da de får noget hård på brystet og møder nogle spillere, der har været seniorspillere i nogle år. Heldigvis kan man ikke se forskel på indstillingen, og det er det vigtigste.

- Det var en fin sæson i Reserveligaen, hvor vi med nogle unge hold er sluppet godt afsted mod etablerede superligaspillere. Superligaspillerne har været gode til at give noget fra sig, og de unge lærer en masse af de her kampe, sagde transitionstræner, Nicolas Arvid Hedeman, efter kampen.

OB: Sayouba Mandé – Ryan Johnson Laursen (Marcus McCoy, 60.), Christian Vestergaard (Magnus Andersen, 60.), Robin Østrøm, Jonathan Foss (46. Magne Clement, 46.) – Aron Elís Thrándarson (Albert Kotsis, 46.), Max Andersen (Nikolaj Juul, 72.) – Valdemar Grymer (Tobias Lund Jensen, 72.), Jakob Breum (Jeppe Runge, 60), Mikkel Hyllegaard (Daniel Amtrup, 60.) – Bashkim Kadrii (Elvar Örn Petersen, 46.)