_DSF1952 copy

14.02.2023 10:00

Siden sommeren 2020 har Unisport stået for vores officielle online fanshop, og det vil de også gøre i de kommende to år, da vi er blevet enige om at forlænge samarbejdet med Europas førende platform for onlinehandel af fodboldudstyr.

For 2½ år siden indgik vi en aftale med Unisport, så de overtog onlinesalget af merchandise og samtidigt øgede tilgængeligheden af vores produkter for alle stribede fodboldfans. Aftalen løb frem til sommeren 2023, men vi er nu blevet enige om at forlænge det gode samarbejde med yderligere to år.

- Vi er glade for samarbejdet, og derfor er det også skønt, at vi nu kan fortsætte det gode samarbejde. I løbet af de sidste par år har vi i fællesskab udviklet os meget, og jeg er sikker på, at det vil fortsætte i de kommende år. Det digitale samarbejde med Unisport har øget tilgængeligheden af vores produkter markant - vi har aldrig solgt så mange OB-trøjer før – og det er dejligt, når vi har mange nye produkter på trapperne her til foråret, siger Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i OB.

Unisport er Europas førende platform for onlinehandel af fodboldstøvler, fodboldtrøjer og andet udstyr, og her er der også stor glæde at spore:

- Da vores aftale stod til udløb i sommeren 2023, faldt det helt naturligt for begge parter at forlænge den. Vi har et rigtig godt partnerskab med OB, som vi fra begge sider får rigtigt meget ud af. Vi er fodboldnørder på hver vores måde, og vi deler kærligheden til fodbold, og sammen repræsenterer vi både klubfølelse, kendskab til fans og kommerciel indsigt i den moderne fodboldverden, siger Mikkel Sass, der er Head of Team Sales hos Unisport, og tilføjer:

- Odense Boldklub er en af Danmarks største fodboldklubber, og vi oplever en stor interesse fra vores kunder online og fra sociale medier omkring klubben. Både lokalt og rundt omkring i landet. Vi ser frem til fortsat at kunne servicere og interagere med klubbens følgere og sammen med OB få fodbolddrømme til at gå i opfyldelse i flere sæsoner fremover.

Unisport har siden 1995 serviceret fodboldspillere og fans med de bedste fodboldprodukter og kyndig vejledning, og de er i dag en global medieplatform for fodboldrelateret indhold med over 5 millioner følgere på de sociale medier

Den nye aftale mellem OB og Unisport løber frem til sommeren 2025.

Du kan se vores udvalg hos Unisport her.