09.09.2022 08:06

Den populære netværksturnering, Unit IT League, fortsætter endnu et år, da vi er blevet enige med Unit IT om en forlængelse af sponsoratet.

De fleste fynske fodboldsponsorer har efterhånden prøvet kræfter med den populære netværksturnering, Unit IT League, hvor sponsorer og samarbejdspartnere mødes for at dyste til en omgang bordfodbold, og det spreder derfor glæde omkring på Fyn, når vi nu er blevet enige om at forlænge samarbejdet endnu et år.

- Vi er rigtig glade for, at Unit IT fortsætter deres langvarige samarbejde med klubben, siger Claus Madsen, der er salgschef hos OB, og fortsætter:

- I OB arbejder vi for, at man kan mødes i uformelle omgivelser – både på stadion og i andre dele af byen – og Unit IT League er netop et rigtig godt eksempel på dette. Her mødes vores samarbejdspartnere på kryds og tværs i netværket og får på den måde skabt nogle uvurderlige relationer, som siden kan veksles til forretning.

Og hos Unit IT oplever de samme begejstring for samarbejdet, og derfor var der heller ikke megen tvivl, da samarbejdsaftalen skulle forlænges.

- For os er det vigtigt også at vise OB, at vi gerne vil klubben, men at vi også gerne vil netværket. Ud over at vi er passionerede OB-tilhængere, så er det vigtigste, vi kommer for, netværket, og når alt kommer til alt; at skabe noget forretning. Derfor er Unit IT League så fantastisk. Turneringen er skabt i samarbejde med OB for at skabe nogle tættere relationer mellem virksomhederne, som er sponsorer i OB, og midlet til at nå det mål er et bordfodboldbord, siger Henrik Nürnberg, der er Sales Director hos Unit IT.