DSCF5974 kopier 2

03.10.2022 09:44

Når vi søndag kl. 16.00 får besøg af Silkeborg IF på Nature Energy Park, hylder vi samtidigt vores klubsamarbejde med mere end 100 samarbejdsklubber.

Øens Hold har gennem snart 20 år samlet flere tusinde fodboldspillere og mere end 100 fodboldklubber for at styrke fynsk talentudvikling og levere store oplevelser til unge driblere i de fynske samarbejdsklubber.

Samarbejdet mellem de fynske klubber starter allerede i de helt små årgange, hvor vi sammen med frivillige fodboldtrænere og -hjælpere skaber enestående oplevelser, minder og venskaber, som varer ved i årevis.

Andre spillere har taget den lange rejse op gennem ungdomsfodbolden, så de kan følge drømmen om at stå på store fodboldstadions i Danmark og resten af verdenen. Jakob Breum, Hans Christian Bernat og Aske Adelgaard er bare nogle af de førsteholdsspillere, som har sin fodboldopdragelse i en Øens Hold-klub, mens Christian Eriksen og Oliver Christensen blandt andre repræsenterer det fynske klubsamarbejde på den internationale scene.

Det samarbejde vil vi gerne hylde, og derfor har vi inviteret alle Øens Hold-klubberne til fodboldfest på Nature Energy Park, når vi søndag kl. 16.00 møder Silkeborg IF. Her venter en sand familiefest, hvor du desuden kan teste, hvor hårdt du skyder, du kan få lavet dit helt eget FIFA Ultimate Team Card, og så kan du farvelægge din egen, stribede nøglering i Faxe Kondi Familiezone.

Vil du være med til at hylde Øens Hold, kan du købe din billet til kampen lige her!