171363707_1086918965149517_4053043805861280585_n

09.04.2021 21:11

Fredag aften spillede vi mod Vejle Boldklub, hvor det blev gæsterne, der tog sejren.

3F Superligaen, Kvalifikationsspillet
Fredag 9. april kl. 18.30, Nature Energy Park
OB – Vejle Boldklub 0-1 (0-0)
0-1 Allan Sousa (67.)

Dommer: Anders Poulsen

Gule kort:
OB: Ayo Simon Okosun (40.), Jørgen Skjelvik (51.), Mads Frøkjær (75.), Alexander Juel Andersen (90.)
Vejle Boldklub: Allan Sousa (43.), Alexander Brunst (90.)

Kampens forløb:
Fredag aften skød vi hul på anden runde i Kvalifikationsspillet i 3F Superligaen, da vi hjemme på Nature Energy Park havde besøg af Vejle Boldklub.

Det var to afventende mandskaber, der gik på banen, og det gav en indledning på kampen, hvor begge hold virkede særdeles afventende i forhold til, hvad modstanderen havde tænkt sig at gøre. Det gjorde, at Vejle havde bolden mest, men i store dele af tiden nede på egen halvdel, mens vi stod solidt i kæderne.

En halv time inde i kampen troede vi dog lige i et kort sekund, at vi havde bragt os på sejrskurs. Et hjørnespark blev af Jørgen Skjelvik sendt over i den bageste del af feltet, hvorfra Thrándarson stangede den ind i hovedet på Jebali, som sendte bolden i kassen. Kampens dommer, Anders Poulsen, havde dog set en forseelse begået mod vejlensernes keeper, og så endte det i stedet med et frispark til Alexander Brunst.

En håndfuld minutter senere var det så gæsterne, der kom frem til en stor chance på en omstilling. Her endte bolden for fødderne af Ylber Ramadani, som havde en helt fri afslutningsmulighed, men heldigvis sparkede han bolden direkte op i favnen på Oliver Christensen.

Næste chance var igen til gæsterne, og igen var det på en omstilling. Denne gang blev det til et skud ved kanten af feltet fra Lukas Engel, men Alexander Juel spændte op i brystkassen og afviste uden de store problemer afslutningen fra Vejle-spilleren.

I slutningen af første halvleg var det så os, der var tæt på at få sendt bolden i netmaskerne. Denne gang var det et hjørnespark fra Jens Jakob Thomasen, som blev sendt ind i låget på Ayo Simon Okosun. Desværre stangede han bolden et par centimeter over overliggeren, og dermed endte første halvleg uden scoringer, selvom der var muligheder i begge ender af banen.

En omstilling blev afgørende i anden halvleg
Chancerne lod også vente på sig i anden halvleg, og der var langt mellem afslutningerne. Vejle stod godt i defensiven, men vi formåede heller ikke at presse deres forsvar.

Til gengæld var de også fine i deres omstillinger, og efter 67 minutter gav det pote for Vejle-mandskabet. Pierre Bengtsson fandt Allan Sousa ved bagerste stolpe, så brasilianeren nemt kunne rette bolden i mål og bringe sit hold foran.

Herefter fulgte en periode, hvor vi havde bolden meget, som vi havde haft i store dele af kampen, men vi formåede ikke at skabe nogle chancer.

Det tætteste, vi kom på at score, var på to chancer til indskiftede Max Fenger. Den første faldt efter 82 minutter, da Issam Jebali lagde et indlæg ind mod ham. Den unge angriber fik hovedet på, men den var desværre ikke synderligt tæt på at gå i mål.

Vi havde bolden stort set hele tiden til sidst, men vi kom bare ikke til det helt store. Til allersidst sendte Aron Thrándarson et indlæg ind mod Fenger, men han kunne akkurat ikke nå bolden, som ellers lå i en fin position.

Der skete ikke mere i kampen, som vi tabte 0-1.

OB:
Oliver Christensen – Alexander Juel Andersen, Kasper Larsen (Moses Opondo, 20.), Jeppe Tverskov, Jørgen Skjelvik – Ayo Simon Okosun (Janus Drachmann, 68.), Jens Jakob Thomasen (Bashkim Kadrii, 80.) – Emmanuel Sabbi (Sveinn Aron Gudjohnsen, 68.), Mads Frøkjær (Max Fenger, 80.), Aron Elís Thrándarson – Issam Jebali
Bænken: Sayouba Mandé, Janus Drachmann, Bashkim Kadrii, Max Fenger, Sveinn Aron Gudjohnsen, Moses Opondo, Robin Østrøm

Vejle Boldklub:
Alexander Brunst – Tobias Mølgaard, Mads Greve (Domonik Kovacic, 59.), Denis Kolinger, Pierre Bengtsson – Saeid Ezatollahi, Ylber Ramadani (Lucas Jensen, 85.) – Allan Sousa (Viljornur Davidsen, 85.), Jacob Schoop, Lukas Engel (Arbnor Mucolli, 85.) – Hugo Ekitike (Kevin Yamga, 68.)
Bænken: Indy Groothuizen, Viljornur Davidsen, Arbnor Mucolli, German Onughka, Lucas Jensen, Dominik Kovacic, Kevin Yamga

Næste kamp:
Søndag den 18. april klokken 14.00, OB – SønderjyskE, Nature Energy Park, 3F Superligaen.