IMG_9102

16.01.2020 10:24

Vi er stolte over, at vi igen i år kan tilbyde international fodbold fra den øverste hylde, når vi fra den 17. – 19. januar afholder BC Catering Cup og Kai Thor Cup for U17- og U19-hold.

Det er to rigtig spændende turneringer, hvor stærke internationale klubber kommer til Odense. Det gør de først og fremmest for at spille nogle gode og tætte kampe mod forskellige nationaliteter og stilarter, men også for at prøve forskellige ting af; i og med turneringen ligger i klubbernes vinteropstart.

Vi er sikre på, at vi gør noget rigtigt med turneringen, for i år har vi også fået forespørgsler fra andre internationale klubbers chefscouts, som ønsker at komme til Odense for at se vores turnering, så de kan finde den næste store stjerne.

Derudover får turneringen i år et løft på dommerstanden, selvom der ikke har været noget at klage over i de foregående år. Men i år har vi lavet et samarbejde med DBU’s talentdommergruppe, så dommerne i Kai Thor Cup er dommertalenter, der har en ambition om selv at blive elitedommere i fremtiden. BC Catering Cup bliver igen i år fløjtet af kompetente fynske fodbolddommere.

På fodbolddelen tror jeg på, at i år kan blive det højeste niveau, vi nogensinde har kunnet præsentere, hvis man kan tage klubbernes førsteholds placeringer in mente. I deltagerfeltet har vi blandt andet Union Berlin, som er i midten af Bundesligaen, Pogon Szczecin der er nummer tre i Polen og et af de stærkeste akademier i Polen, Norrköping der er fast tophold i Sverige, Vitesse Arnhem, som traditionelt set er et godt subtophold i Holland, Jablonec som ligger nummer tre i Tjekkiet, og et ubeskrevet blad i VRS Academy, som spiller noget offensivt fodbold, hvor spillerne ofte har muligheden for at vise sig fra den bedste side individuelt.

Flere af klubberne kommer igen, og det skulderklap, vi får fra de klubber, er jeg rigtig glad for. BK Häcken er her for tredje gang på stribe ligesom AaB. Pogon Szczecin og Union Berlin deltager i år andet år i træk, og Norrköping har også tidligere deltaget i turneringen. Samtidig er der turneringsdebut til de stærke mandskaber fra Vitesse, FK Jablonec og VRS Academy.

Igen i år kan vi afholde det hele i Ådalen, alle kampene spilles på vores egne baner, og vi kan bruge vores egne faciliteter fra første til sidste fløjt. Derudover er BC Catering Cup og Kai Thor Cup et par begivenheder, hvor det virkelig bliver tydeligt, hvor stærk en koncern Odense Sport & Event er.

De gæstende hold bliver indkvarteret på vores egne hoteller i form af Hotel Odense og Hotel Odeon, ligesom en af turneringernes hovedsponsor, Kai Thor, laver al den mad, som skal gøre spillerne klar til at præstere maksimalt i løbet af hele weekenden.

Når det er sagt, så kunne vi ikke afholde disse turneringer uden et rigtig godt samarbejde med vores andre sponsorer, Odense Boldklubs amatørafdeling og en ordentlig flok hjælpsomme forældre, der i løbet af weekenden bruger mange timer, ligesom værtsfamilier tager sig godt af de gæstende spillere fra Vitesse.

Den helt store nyhed i år er, at vi forhåbentlig kan livestreame alle kampene via Spiideo, og det vil selvsagt være med til at eksponere vores turneringer yderligere – foruden de scouts der som nævnt allerede kommer til Ådalen og spreder ordet om, at vi i januar har international topfodbold i Odense.

Så der venter os en fantastisk weekend, og jeg håber, at rigtig mange vil bruge lidt tid i Ådalen, hvor de kan se morgendagens stjerner.

Kim Engstrøm
Turneringsansvarlig og cheftræner for OB U19