Mooo

26.05.2020 18:27

Aftenens træningskamp blev en målrig affære, hvor nettene kom til at blafre hele syv gange i nederlaget til AaB, mens Moses Opondo for anden træningskamp i træk blev den første målscorer i den stribede trøje.

- Det var en god træningskamp for os, og selvom resultatet ikke var godt, så fik vi nogle meter i benene, og vi blev testet mod en god modstander, sagde Moses Opondo efter kampen.

Til vores sidste testkamp inden 3F Superligaen genoptages, kom Moses Opondo på måltavlen for anden træningskamp i træk, og det er noget, der giver selvtillid for midtbanespilleren.

- Det er altid dejligt at få lidt selvtillid og få lidt flere kampminutter, men det handler om at klø på med god energi og på den måde hjælpe holdet. Jeg føler, at jeg har godt med selvtillid i forhold til, at jeg har været lidt ude, så det er dejligt at kunne vise energi og power, når jeg har fået chancen. Så skal det bare overføres til de kommende kampe, hvor der er point på spil, sagde Moses.

I den sidste uge har spillerne været lidt mere sammen end vanligt, da de har opholdt sig på hotellerne i Odense Sport & Event, og det er noget, som kan give pote, når 3F Superligaen genoptages.

- Det har været fedt at være sammen med gutterne på den her lille træningslejr. Overall er der lige nogle småting, der skal helt på plads, men vi er godt rustet til de superligakampe, der kommer nu, slutter Moses Opondo.

Vi genoptager 3F Superligaen mandag den 1. juni kl. 20.00, når vi møder AGF i Aarhus.