_DSC9318

19.05.2021 15:30

Torsdag kl. 18.00 gæster vi Lyngby Boldklub, og selvom hjemmeholdet allerede er rykket ned, mener Max Fenger, at der venter en underholdende kamp.

Vi nærmer os med hastige skridt sæsonafslutningen i 3F Superligaen, og torsdag aften spiller vi vores næstsidste kamp i Kvalifikationsspillet, når vi møder Lyngby Boldklub på udebane klokken 18.00. Det bliver vores fjerde kamp mod københavnerne i denne sæson, og Max Fenger ser frem til kampen.

- Man ser som fodboldspiller altid rigtig meget frem til, at man skal i kamp. Det er det, vi træner frem mod, og jeg glæder mig meget til torsdagens kamp. Jeg synes, vi plejer at spille nogle rigtig fede kampe mod Lyngby, og på Lyngby Stadion er der som regel en fed og intim stemning, siger Max Fenger.

Vores 19-årige angriber har haft en sæson, hvor det både er gået op og ned. Der har været en periode, hvor han var ukampdygtig med en skade, men på det seneste har han været fit for fight. Han har kæmpet sig tilbage i startopstillingen, hvilket glæder ham selv gevaldigt.

- Det betyder sindssygt meget for mig, at jeg er startet inde i de tre seneste kampe. Sæsonen har været hård for mig personligt, fordi jeg har måttet sidde ude i noget tid på grund af skader. Så at være helt skadesfri og igen være med i startopstillingen er noget, jeg har arbejdet rigtig hårdt for, og derfor betyder det selvfølgelig rigtig meget for mig, at jeg har været med i startopstillingen på det seneste, siger Fenger.

Vores unge angriber har foruden de tre seneste kampe i startopstillingen fået spilletid i syv kampe på stribe, og han føler også, at kampformen bevæger sig i den rigtige retning.

- Jeg føler mig skarp, og jeg føler mig godt spillende. Der er selvfølgelig altid noget, vi som hold og som jeg selv kunne have gjort bedre i kampene. Men vi arbejder hårdt, vi træner godt, og jeg føler, at jeg selv bliver skarpere for hver dag der går, ligesom jeg også føler, vi bliver bedre som hold, siger Fenger.

Lyngby Boldklub er allerede rykket ned fra 3F Superligaen, og om vi kan nå syvendepladsen, det afhænger af resultaterne i andre kampe i 3F Superligaen. Derfor er det på mange måder to hold, der kan spille uden det helt store pres, og Max Fenger forventer da også, at det kan blive en fed kamp torsdag aften.

- Jeg tror bestemt, at Lyngby vil gå til kampen med en plan om at spille fodbold og ikke bare forsvare sig. Personligt vil jeg hellere spille mod hold, der også kommer for at angribe, da det gør kampene sjovere - både for spillere og fans. Så med vores og deres tilgang til kampene tror jeg på, at der venter en fed fodboldkamp, der formentlig ikke er så fastlåst, siger Max Fenger om forventningerne til torsdagens kamp, hvor han tror på, at vi tager alle tre point med hjem til Odense.

- Vi ser skarpe ud til træning. Vi har arbejdet med en masse ting på det seneste, og de ting, Michael og resten af trænerteamet arbejder med at implementere, bliver vi dygtigere til. Derudover har vi set på de ting, der skal forbedres i forhold til vores seneste kampe. Så troen på tre point er stor hos mig.

Vores kamp mod Lyngby Boldklub spilles på udebane torsdag aften klokken 18.00, og der er ikke adgang for udebanefans til kampen. I stedet kan du se med i TV, hvor det er TV3 Sport, der viser kampen. Deres optakt til kampen starter klokken 17.30.

I torsdagens kamp mod Lyngby giver vi desuden debut til vores helt nye 3. trøje, som du kan købe her.