IMG_5265

05.07.2020 17:16

U19-drengene slog FCN med 3-1 hjemme i Ådalen og sikrede sig dermed det danske mesterskab!

U19-Ligaen
Søndag 5. juli kl. 12.30, Ådalen
OB – FC Nordsjælland 3-1 (2-1)
1-0 Jakob Breum (17.)
2-0 Rasmus Nissen (31.)
2-1 (43.)
3-1 Rasmus Nissen (90.)

Kampens forløb:
U19-drengene kunne søndag eftermiddag sikre sig det danske mesterskab, hvis de slog FCN hjemme i Ådalen, og Striberne kom buldrende fra start. Fra først fløjt blev der presset højt mod nordsjællanderne, og det var Striberne, der nærmede sig gæsternes mål, mens gæsterne var sjældne gæster på vores halvdel.

Efter 17 minutter kom den både fortjent og forløsende scoring ved U17-spilleren Jakob Breum. Et smukt OB-angreb endte med et fladt indlæg fra Jonas Skytte til Jakob Breum, som uden problemer sparkede bolden i nettet til en stribet føring.

OB fortsatte med at presse højt på FCN, efter en halv times tid blev føringen fuldt fortjent fordoblet ved Rasmus Nissen. Det skete, efter en erobring fra Jonathan Harboe højt oppe på banen. Efter at have fået fat i kuglen sendte han del på tværs til Rasmus Nissen, som bragede bolden i kassen.

Herefter fortsatte OB egentlig med at være det bedste hold, men i de sidste minutter af første halvleg fik gæsterne fra FCN på forunderlig vis bragt spændingen tilbage i opgøret, da de med en reducering ud af det blå kom tilbage i kampen i slutningen af første halvleg.

I anden halvleg var det gæsterne fra FCN, der pressede på for at udligne. De havde bolden en masse, men det var begrænset, hvad de skabte af chancer mod en velorganiseret OB-defensiv, der ikke tillod gæsterne at skabe chancer; og hvis de skulle skabe dem, var Striberne ikke i tvivl om, at en stærkt spillende Hans Christian Bernat ville holde bolden ude af målet.

I stedet var det Rasmus Nissen, som efter godt 75 minutter kom igennem til en stor mulighed, men afslutningen sad lige på FCN-keeperen.

Som kampen skred frem, steg nervøsiteten på banen, det blev på mange måder en forkrampet affære, men i det sidste minut af den ordinære spilletid kom en forløsende scoring, som sendte guldet til Ådalen. Rasmus Nissen fik fat i bolden godt 30 meter fra FCN-målet, tog et træk og bankede bolden over i det lange hjørne. En verdensklassescoring til at afslutte en verdensklassesæson; og efter otte minutters tillægstid kunne Striberne strække armene i vejret og fejre et sæt særdeles velfortjente guldmedaljer.

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat – Jonas Skytte, Daniel Obbekjær, Teitur Magnusson, Mathias Brems – Robin Østrøm, Tarik Ibrahimagic (Mikkel Michelsen, 76.), Anders Klynge (Simon Skøtt, 90), Jonathan Harboe (Magnus Saaby, 76.), Jakob Breum (Lasse Skøtt, 76.) – Rasmus Nissen (Anton Stage, 90.)
Bænken: Marcus Alstrup Lasse Skøtt, Mikkel Michelsen, Magnus Saaby, Anton Stage, Simon Skøtt