_9020687

23.11.2018 15:35

Mathias Jørgensen forventer en svær kamp i Farum, men tror alligevel på, at OB kan tage alle tre point med hjem.

Mathias Jørgensen vendte onsdag tilbage til Ådalen efter en tur med det danske U19-Landshold. Her spillede Danmark to testkampe mod Schweiz – først i Spanien og sidenhen mod Portugal. Mathias Jørgensen fik en halv time i den første kamp, som Danmark tabte 3-2, og i den næste var der fuld spilletid til Jørgensen, da Danmark vandt med 2-0; I en kamp hvor Mathias Jørgensen i øvrigt scorede til 1-0, og det var en rigtig god oplevelse for den 18-årige OB-angriber.

- Det var helt klart en positiv oplevelse at være afsted med landsholdet. Det var dejligt at få så mange minutter i benene, så at komme afsted og få 120 minutter på banen var rigtig dejligt. Så det var to gode kampe og en god tur, men det er også dejligt at være hjemme i Ådalen, hvor vi har fuld fokus på FC Nordsjælland, fortæller Mathias Jørgensen.

I kamp nummer to var det Mathias Jørgensen, der åbnede ballet for Danmark. Han modtog bolden mellem Schweiz’ højre back og den centrale forsvarsspiller – tog på sin førsteberøring et træk i dybden, hvorefter han sparkede den fladt ind i det lange hjørne med venstreskøjten. Det var Jørgensens første mål i landsholdstrøjen, og det var naturligvis stort for ham.

- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg nu har lavet mit første mål for Danmark – det giver helt klart masser af selvtillid. Det har ladet vente på sig, og jeg skulle helt hen til tiende kamp, før det skete, og jeg har virkelig følt, at bolden ikke har villet ind. Så at få prikket hul på bylden var godt for mig. Det er altid sjovt at repræsentere Danmark, og når jeg som angriber kan bidrage med mål er det ekstra fest. Nu er der hul, og får jeg chancen igen, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg nok skal lave flere mål, siger Mathias Jørgensen.

Nu er Jørgensen tilbage i Ådalen, og forberedelserne er i fuld gang til søndagens kamp. Her venter FC Nordsjælland, og det bliver en speciel kamp for Mathias Jørgensen, der oprindeligt er fra Hundested, men som har spillet mange af sine ungdomsår for netop FC Nordsjælland.

- Det er jo nogle drenge, jeg har brugt rigtig mange timer med, vi skal møde på søndag. De har talentet til at være med, og de har arbejdet rigtig hårdt for at spille hvor de gør lige nu. FCN havde stor succes i sidste sæson, og det fortjente de. Lige nu er de ikke inde i den bedste periode rent resultatmæssigt, men de spiller stadig god fodbold, som er svært at være modstander overfor. Der kommer både perioder, hvor det går op, men helt afgjort også periode hvor det går ned i fodboldverdenen. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig rigtig meget til at møde FC Nordsjælland i en vigtig Superligakamp.

- De er rigtig stærke på hjemmebane, hvor de spiller på kunstgræs. Banen er jo skræddersyet til deres spillestil, og de vil rigtig gerne spille hurtig fodbold og få os ud og løbe efter bolden, for så at forsøge at straffe os med deres hurtige offensive spillere. Det er sådan, de plejer at spille, og det er formentlig også sådan, de vil forsøge at gribe søndagens kamp an, siger Mathias Jørgensen.

Mens Mathias Jørgensen har masser af respekt for søndagens modstander, så er han også bevidst om, at han selv er en del af et stærkt hold, og han tror da også på en ny, stribet triumf søndag i Farum.

- Vi er inde i en rigtig god periode, jeg synes, vi har det bedste hold, og vores humør er højt efter tre sejre i de tre seneste kampe. Den ene var i Sydbank Pokalen, og vi vil rigtig gerne op på tre i træk i Superligaen!

OB og FC Nordsjælland spiller på Right To Dream Park i Farum søndag klokken 14:00.