Kim Engstrøm

01.06.2019 10:45

U19-drengene spiller lørdag sæsonens sidste kamp, når Esbjerg fB kommer på besøg, og Kim Engstrøm mener, at vi har, hvad der skal til for at slå EfB.

Lørdag eftermiddag spiller U19-drengene sæsonens sidste ligakamp, når Esbjerg kommer på besøg. For vores eget vedkommende er en syvendeplads det maksimale, men gæsterne fra Esbjerg har mere at spille for, så det bliver helt sikkert svært, det forventer cheftræner Kim Engstrøm i hvert fald.

- Esbjerg fB er et rigtig fint hold. Selvom vi er fremme ved sidste runde, spiller de fortsat med om bronzemedaljerne. Det vidner om, at det er et dygtigt fodboldhold, og da vi mødte dem i Esbjerg, havde vi store problemer med dem. Som hold er de gode, men individuelt har de også flere dygtige spillere, der allerede har været omkring deres førstehold, fortæller Kim Engstrøm.

Syvendepladsen er som nævnt det maksimalt mulige for striberne, men til trods for det, så ser han optimistisk på dagens opgave, fordi præstationerne på det seneste har været gode.

- Vi ser gode ud for tiden. I bund og grund har det set fornuftigt ud i de tre seneste kampe. Vi har dog lige manglet det sidste for at få point. For os handler det om, at nu er det sidste kamp, og vi skal slutte godt af. Det gør vi med tre point, og får vi dem, så er vi næsten sikre på syvendepladsen, som vi går benhårdt efter.

En syvendeplads lyder ikke voldsomt imponerende, og spørger man cheftræner Kim Engstrøm om, hvorvidt en syvendeplads vil være tilfredsstillende, så er svaret også klart.

- Det er ikke tilfredsstillende for os at blive nummer syv, og det er ikke godt nok. Vi havde inden sæsonen begyndte et mål om at komme i top seks, men der er altid nogle ting, der gør, at det ender, som det gør. Ser man overordnet på hele vores sæson, så har vi været for ustabile og generelt fået for få point. Vi har tabt for mange kampe, og i de tætte kampe har vi spillet for få uafgjorte, men i stedet tabt de kampe, der lå på vippen. Når man flere gange får nul i stedet for et enkelt point, så sætter det sine spor i det lange løb.

- Derudover har vi ikke hentet nok point mod de hold, der ligger over os, og vi har kun to sejre i de 11 kampe, vi har spillet mod top seks. Det skal blive til tre, og det har vi heldigvis chancen for at ændre på lørdag eftermiddag. Så en syvendeplads vil ikke være tilfredsstillende, men det er nu engang det maksimale, vi kan nå, så det er selvfølgelig den, vi går efter, siger Kim Engstrøm

Og når man spørger Engstrøm om, hvorfor striberne vinder, så er han ikke i tvivl.

- Vi har som tidligere nævnt set gode ud på det seneste. Det er sæsonens sidste kamp, og jeg har en stor tro på, at vi kan slutte ordentligt af med årgang 00’ som er ved at være færdige i vores regi. Vi har hentet størstedelen af vores point på hjemmebane, og selvom det altid er tæt mod Esbjerg, så tror jeg på, at vi har, hvad der skal til for at vinde.

Kampen mellem OB og Esbjerg i U19-Ligaen spilles på kunstgræsbanen i Ådalen, og der er kampstart klokken 13:00.