- Vi har mere tryghed på hjemmebanen
Superliga

- Vi har mere tryghed på hjemmebanen

02 maj 2019

Kaptajn Drachmann mener, at striberne har mere tryghed, når kampene spilles i Odense, og det kan blive afgørende søndag aften mod FCM.

Søndag gælder det 33. runde i Superligaen, og der får vi hjemme på Nature Energy Park besøg af FC Midtjylland. Midtjyderne blev danske mestre i sidste sæson, og i år er det på vej mod et sæt sølvmedaljer. Derfor bliver det sandsynligvis en svær opgave, det er i hvert fald, hvad Janus Drachmann forventer, når vi på søndag står overfor hans tidligere holdkammerater.

- FC Midtjylland er en svær modstander – men særligt når de spiller hjemme i Herning. Jeg synes omvendt, at vi havde fint styr på dem, da de tidligere i sæsonen var på besøg her i Odense, hvor jeg generelt set synes, vi har været gode. Det virker som om, vi har lidt mere tryghed, når vi spiller på hjemmebane, men det får vi også brug for – for det bliver svært mod FC Midtjylland. Det er et godt hold, og de er både dygtige fysisk, powermæssigt og rent teknisk.

OB har i mesterskabsspillet tabt tre kampe mod de to absolutte tophold, mens de tre sidste kampe mod de andre bronzekandidater er endt uafgjort. Den første sejr i mesterskabsspillet lader altså vente på sig, men Drachmann er sikker på, at den snart kommer.

- Spillemæssigt har det i perioder af det her slutspil været fint, mens det i andre perioder har været knapt så godt. Det er blevet til tre point, og der havde vi håbet på noget mere. Nu har vi taget hul på anden halvdel af slutspillet, og tre af vores sidste fire kampe er på hjemmebane, og vi skal til at have nogle sejre på bordet, men det tror jeg også på, at der snart kommer.

Lige nu indtager vi fjerdepladsen i mesterskabsspillet, og Esbjerg fB er placeret fire point foran os med fire kampe tilbage. Derfor skal vi have fart på, hvis de skal indhentes, men det tror Drachmann fortsat på, at vi kan.

- Helt grundlæggende så kommer vi til at gå efter det højest mulige, så længe det er muligt, og så må vi se, hvad det ender med. Lige nu jagter vi Esbjerg på tredjepladsen, men i sidste ende er der også en mulighed for, at en fjerdeplads kan sikre os deltagelse i Europa League efter sommerferien. Men vi jagter Esbjerg og et sæt bronzemedaljer, som det i øvrigt er rigtig flot, at vi stadig har en mulighed for at opnå.

Det bliver første hjemmebanekamp siden den 19. april, hvor det blev 2-2 mod FCN, og når Drachmann bliver spurgt til, hvad han glæder sig mest til på søndag – så er det netop gensynet med Nature Energy Park og de stribede fans, der kommer frem i hovedet på ham.

- Det, jeg glæder mig absolut mest til på søndag, er, at vi igen skal spille foran vores hjemmepublikum. Jeg håber, der kommer masser af mennesker og bakker op om os – til trods for at vi ikke har vundet i mange kampe i streg. Vi er med i mesterskabsspillet for første gang, og derfor håber jeg, at rigtig mange folk vil komme på stadion og hjælpe os med at gøre sæsonen endnu bedre, og hjælpe os til, at vi forhåbentlig kan synge sejrssangen igen på søndag.

Husk, at du sparer 40 kroner på billetten, hvis du køber den i vores online billetsalg senest 24 timer før kampstart.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik