- Vi har været gode på eget græs
Superliga

- Vi har været gode på eget græs

01 maj 2019

Søndag gælder det FC Midtjylland hjemme på Nature Energy Park, og Ryan Johnson Laursen tror på en stribet sejr hjemme i Odense.

Søndag er der endelig fodbold på Nature Energy Park igen, når vi får besøg af FC Midtjylland klokken 18:00. Seneste kamp på hjemmebane var mod FC Nordsjælland, og til den kamp var der spænding til det sidste, da vi ved hjælp af to sene scoringer sikrede os et enkelt point i den kamp.

I denne omgang er det FCM, der kommer på besøg, og det bliver tredje gang, vi møder sidste sæsons danmarksmestre på lidt over en måned, og at vi nu har hjemmebane mod dem, ser Ryan Johnson Laursen frem til.

- Det første jeg tænker på, når jeg tænker på, vi skal møde FCM, er revanche. Vi har mødt dem mange gange i denne sæson, og siden december har de slået os tre gange. Inden den seneste kamp mod dem snakkede jeg selv om, at vi rent spillemæssigt havde været med i de foregående kampe, men ikke fået resultatet. Seneste kamp mod dem var ikke god nok fra vores side, så den præstation skal vi i den grad på banen for at revanchere. Men vi er på hjemmebane nu, og der har vi været gode i hele sæsonen og tabt meget få kampe, så troen på at vi kan levere et resultat mod FCM på søndag er stor.

Ryan Johnson Laursen måtte i den seneste Superligarunde tage plads på tribunen, da han på grund af en skade ikke var klar til FCK. Den kamp endte med et klart stribet nederlag, og kort inden den kamp vandt Esbjerg i Brøndby. Det betyder, at vestjyderne lige nu er nummer tre i Superligaen og har fire point ned til os. Det får dog på ingen måde Ryan Johnson Laursen til at sende bronzen til Vestjylland allerede nu.

- Esbjerg ligger lunt i svinget til bronzen, men der er intet, der er afgjort endnu. Vi skal presse dem så meget, som vi kan, og vi skal holde snor i dem, så de ikke stikker yderligere af. Tre af vores sidste fire kampe skal spilles hjemme i Odense. Skal vi gå forbi Esbjerg, skal vi skal have gang i en stime, men hvis Odense fortsætter med at støtte os ligeså flot, som de har gjort i de foregående kampe i foråret, så tror jeg også på, at vi kan få sat den stime i gang. Og kan vi det, så er der gode chancer for, at vi kan vinde bronzen.

Kampen mellem OB og FC Midtjylland spilles søndag den 5. maj klokken 18:00 hjemme på Nature Energy Park. Hvis du køber din billet senest 24 timer inden kampstart, så sparer du 40 kroner på den. Køb billet her.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik