_9021393

17.05.2019 11:00

Jeppe Tverskov og resten af holdet tager på sæsonens sidste udebanetur, når de søndag tørner sammen med FC Nordsjælland, og her har vi gode forudsætninger for at få et godt resultat, siger Jeppe Tverskov.

Jeppe Tverskov blev hyldet for sin kamp nummer 100 i den stribede trøje før sejren mod Esbjerg fB i fredags. Tverskov synes også, at tiden i OB har været rigtig god – specielt på det seneste.

- Jamen, jeg synes generelt, den har været god – i år har den været bedst, fordi det er gået så godt for holdet. Så især her det sidste år er jeg rigtig glad for, og jeg håber, vi kan afslutte bedst muligt.

Det trækker da også op til, at Striberne kan få en god afslutning. Vi er inde i en god stime lige nu, og det smitter af på humøret på holdet.

- Det er klart, det er det vi har ventet lidt på i slutspillet – at få den første sejr. Vi har rykket os lidt, og det har været nødvendigt, hvis vi skulle kæmpe med om bronzepladsen. Så vores forudsætninger lige nu er bedre, i forhold til den tredjeplads, som vi så gerne vil have.

Stribernes offensiv har været sprudlende med syv mål i de seneste to kampe, og det har der været brug for, siger Tverskov.

- Der er nogen af dem oppe foran, der har klinget rigtig godt, og det har vi også haft brug for, så det er rigtig godt for os. Det er altid bare nemmere her i Superligaen, når du kommer foran at kunne tage kampen derfra. Jeg synes generelt, vi har været rigtig stærke, når vi er kommet foran og har været gode til at holde på resultatet. Det skal vi også fortsætte med her i de sidste to runder.

Den første af de to sidste modstander er FC Nordsjælland. OB skal en tur til Farum, og det er et svært sted at spille, mener vice-anføreren.

- Det er, hvis ikke det sværeste, så i hvert fald top tre over de sværeste steder at spille i Danmark i forhold til, at man skal vænne sig til det her underlag. Det er en stor forskel, når man har været vant til græs hele sæsonen, så at skulle derover og spille på kunstgræs. Så det er helt sikkert noget, vi skal prøve her i opvarmningen til kampen hurtigst muligt at få ind under huden. Vi har selv erfaret før, og det har andre hold også, at de kommer godt ud fra start, så man skal passe rigtig meget på og lige vænne sig til, at banen er så hurtig, som den er.

Kampen på søndag kan komme til at betyde rigtig meget i forhold til at sikre sig tredjepladsen. En sejr vil i hvert fald give de bedst mulige forudsætninger, mener Tverskov.

- Det vil betyde rigtig meget at få tre point på søndag. Esbjerg har jo en svær kamp mod FCK, så tre point kunne godt gå hen og betyde, at bronzekampen bliver afgjort. Man ved jo aldrig, men det er helt sikkert, hvis vi vinder, så er vores forudsætninger meget bedre.

Sæsonens sidste udebanekamp spilles på søndag klokken 12. Det sker på Right to Dream Park, og hvis du vil med De Stribede et smut til Farum, kan du læse mere om mulighederne for dette lige her. Alternativt vises kampen TV3 Max.