- Vi kan sagtens byde FCK op til dans
Nyt fra U17

- Vi kan sagtens byde FCK op til dans

31 aug 2019

U17-drengene får lørdag klokken 15 besøg af FCK, og Ivan Poulsen er sikker på, at Striberne har niveauet til at byde FCK op til dans.

Klokken 15 spiller U17-drengene sæsonens tredje turneringskamp, når FCK kommer på besøg, og det er noget, som cheftræner Ivan Poulsen ser frem til.

- Vi glæder os meget til at spille på hjemmebane for anden gang i denne sæson. Med det kendskab vi har til FCK, er det et velspillende hold, der vil spille possessionbaseret fodbold. Det vil vi også, så jeg glæder mig til at se, om vi kan få overtaget på boldbesiddelsen, men endnu vigtigere i forhold til chancerne, så vi kan score flere mål end dem, siger Ivan Poulsen.

U17-drengene har en enkelt sejr efter de to første runder. Den kom på hjemmebane mod AaB, mens det i sidste weekend endte med et bittert nederlag i Vejle, som scorede dybt inde i overtiden – og det var en kamp, som Poulsen og resten af U17-holdet lærte lidt af.

- Vi har taget det med, at vi skal være 100 % klar fra start. Vi skal hænge sammen som hold og virkelig vise, at vi vil det her hele vejen igennem. Kan vi det, og holder vi fast i vores spillestil, så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi kan byde FCK op til dans, siger U17-cheftræneren.

U17-drengenes kamp fløjtes i gang klokken 15.00, og den spilles på kunstgræsbanen i Ådalen.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik