_DSC7755

22.02.2021 11:58

Søndag kom vi et point tættere på en plads i Mesterskabsspiller, og troen på at det lykkes er da også stor hos Jakob Michelsen, inden de fem sidste runder i grundspillet, hvor vi møder fire direkte konkurrenter.

17. runde i 3F Superligaen endte for vores vedkommende med et enkelt point på udebane mod AC Horsens, da vi spillede 0-0 med østjyderne. Det var vores tredje clean sheet på stribe i 3F Superligaen - vores femte i sæsonen - og resultatet gør derudover, at vi i vores syv seneste kampe har hentet ti point og blot tabt en enkelt.

Der er altså mange ting, der fungerer for os i 3F Superligaen, hvor vi lige nu blot er tre point fra en plads i Mesterskabsspillet, og præstationerne i defensiven er også noget, der glæder cheftræner Jakob Michelsen:

- Det er vigtigt at have et godt fundament i en tæt liga. Derfor er vi selvfølgelig rigtig glade for, at vi har spillet tre kampe i træk uden at give ret mange chancer væk – og at vi i de tre kampe har spillet til nul. Som banerne er i øjeblikket, så er det nemmere at forsvare, end det er at skabe et flow i det offensive, hvilket man også kan se i mange af kampene i 3F Superligaen.

- Når det er sagt, så er det vigtigt for mig at understrege, at det ikke er en undskyldning. Vi arbejder hårdt på træningsbanen, for at vi kan lykkes i weekenden. I de kommende kampe skal vi holde fast i den gode defensive organisation, samtidig med at vi bliver endnu dygtigere til at skabe muligheder i den anden ende af banen, siger Jakob Michelsen.

Tre clean sheets i træk og kun et nederlag i syv kampe vidner om en vis grad af stabilitet, og det er også sådan, Jakob Michelsen ser på den seneste tid for os.

- Vi har i de syv seneste kampe i 3F Superligaen maksimalt lukket et mål ind i kampene, og vi har kun tabt en af dem, hvor vi i øvrigt var i undertal. Så vi har forsvaret os godt, og det vidner om, at vi er inde i en stabil periode, hvor vi kontinuerligt laver point.

- Selvfølgelig vil vi altid gerne skabe flere chancer, og det er selvfølgelig også noget, vi har meget fokus på, når vi træner. Men vi må også anerkende vores modstandere, og både AGF og AC Horsens var rigtig dygtige til at forsvare sig i vores kamp mod dem, siger Michelsen.

Der er stadig fem kampe tilbage af Grundspillet i 3F Superligaen, og vi har kun tre point op til SønderjyskE, der er nummer seks, og som lige nu er på vej i Mesterskabsspillet. SønderjyskE er en af de modstandere, vi har til gode, og selvom vi i skrivende stund ikke er på vej i Mesterskabsspillet, så har Michelsen stadig en stærk tro på, at vi kan nå det.

-  I fire af de fem sidste kampe møder vi vores direkte konkurrenter, som også kæmper for at kvalificere sig til Mesterskabsspillet, så vores chancer er stadigvæk rigtig fine. Vi tror altid på, at vi kan finde den næste kamp, og med det kampprogram vi har i vente, så er det op til os selv, om vi skal kvalificere os til Mesterskabsspillet. Der venter os en spændende periode med et komprimeret kampprogram, der byder på fem kampe på 14 dage, så der håber jeg da også på, at vi får endnu flere folk tilbage på træningsbanen.

- Ligesom mange andre hold i 3F Superligaen kan vi sagtens finde nogle kampe, hvor vi synes, vi burde have fået flere point, hvilket statistikkerne i øvrigt også viser. Men som en klog træner engang sagde, så er det sådan med statistik, at det giver gode ideer, men det skjuler det vigtigste. Det er på banen, vi skal gøre forskellen, og når vi møder fire af vores direkte konkurrenter i de fem sidste grundspilskampe, så er det fuldstændig op til os selv, om vi skal sikre os en plads i Mesterskabsspiller, siger Jakob Michelsen.

Vores næste kamp i 3F Superligaen er netop mod en af de direkte konkurrenter til Mesterskabsspillet, når Randers FC gæster Nature Energy Park søndag den 28. februar klokken 14.00.