Annonce
Annonce
- Vi kan udvikle spillere, der kan gøre en forskel på vores superligahold
Nyt fra OB

- Vi kan udvikle spillere, der kan gøre en forskel på vores superligahold

03 sep 2021
Annonce

Transfervinduet lukkede natten til onsdag, og vi har derfor taget en snak med sportschef, Michael Hemmingsen, om, hvordan han oplever truppens til- og afgange.

Annonce

Seks spillere har forladt klubben i løbet af sommeren, mens Nicholas Mickelson er kommet til klubben fra Strømsgodset, ligesom Jonathan Khemdee og Robin Østrøm er rykket op fra Akademiet. Det har dermed ikke været et helt stille transfervindue for Michael Hemmingsen.

- Vi havde nogle spillere, som har haft udløb, og så har vi også sendt spillere som Janus Drachmann til AC Horsens og Rasmus Nissen til Kolding IF. Sander havde et meget godt run oppe i Odds, så alle parter synes, det var en god ide at lade ham fortsætte deroppe resten af turneringen, siger Michael Hemmingsen og fortsætter:

- I og med kontrakter og lejeophold udløber, opstår der plads og mulighed for at vores akademispillere kan blive en del af træningsmiljøet på superligaen. Når spillere forlader os, så skal der nye spillere til, og det kan der komme udefra, eller det kan der komme fra akademiet. Vi har derfor også fået flere akademispillere ind omkring træningen, og det giver os mulighed for at vurdere dem endnu bedre.

En af sommerens mest omtalte spillersalg i 3F Superligaen har været Oliver Christensens skifte til Hertha BSC i Bundesligaen, og spørger man Michael Hemmingsen, er det også et salg, som kan have længerevarende betydning for klubben.

- Det giver en selvforståelse i klubben, når vi viser, at vi kan udvikle spillere, der kan gøre en forskel på vores superligahold, og som kan sælges til en af de bedste ligaer i Europa. Det er selvfølgelig også et signal for dem, der skal til klubben, når vi i OB også kan sende spillere videre til Bundesligaen, siger Michael Hemmingsen.

- Vi er heldigvis allerede stærke i målmandsteamet, da vi har to, som har været omkring Superligaen hele tiden; HC har fået nogle kampe, og det har Mandé også, plus han har en god erfaring qua sin alder og sine kampe i Norge. Derudover har vi to målmænd fra akademiet, som begge er på U18-landsholdet, og det er de to målmænd, som også skal være en del af vores fremtidige målmandssetup. Det er fordi, vi har fire stærke målmænd, vi har nået den konklusion, at vi løser det internt, og vi glæder os nu til at se, hvordan de udvikler sig.

Mens U19-truppens to målmænd, Marcus Alstrup og Magnus Nielsen, er rykket tættere på superligatruppen, er de to forsvarsspillere, Jonathan Khemdee og Robin Østrøm, rykket fast op i superligatruppen.

- Det er to akademispillere, som vi har givet chancen, da vi synes, at de har et stort potentiale. Robin har løst opgaver på superligaholdet på forskellige positioner, og det viser bare, hvor dygtig han er. Han har gjort det godt i alle de kampe, han har spillet, og han er også en alsidig spiller, og når han skal løse en opgave, så gør han det på et rigtig godt niveau. Khemdee kan stadig også spille på U19, og det er en spiller, som vi tror, vi kan udvikle til en god midterforsvar.

På transfervinduets sidste dag blev forsvarsspilleren, Nicholas Mickelson, desuden tilknyttet klubben fra Strømsgodset i Norge.

- Nicholas Mickelson er en meget boldsikker højreback, der er villig til at arbejde hårdt. Vi synes, at han kunne forstærke os og styrke os, når han skal konkurrere med Ryan på højreback-pladsen. Robin har gjort det rigtig godt, men det har været den position, hvor vi har spejdet efter at styrke konkurrencen. Nico er en energisk, fremadrettet back, som lige er blevet 22 år, siger Michael Hemmingsen.

Nicholas Mickelson kan debutere i den stribede trøje til næste hjemmekamp, når vi mandag den 13. september tager imod SønderjyskE hjemme på Nature Energy Park.

Du kan allerede nu sikre dig billet til opgøret her.

Annonce