IMG_6350

21.09.2018 22:14

U19-drengene møder lørdag eftermiddag FC Nordsjælland, og Engstrøm tror på, U19-drengene kan tage tredje sejr i træk mod FCN.

U19-drengene skal lørdag forsøge at følge op på sidste uges flotte 4-1 sejr over Lyngby. Det skal de gøre, når de på udebane møder FC Nordsjælland, som Kim Engstrøm kalder for en svær modstander.

- Jeg forventer, at FCN som altid er et teknisk godt spillende hold, der er stærke hjemme på Right To Dream Park, hvor de plejer at være i god kontrol med bolden, spille sig til en stor boldbesiddelse, men også samtidig have en vildt stor løbevillighed. De har nogle spillere, som er gode individuelt, men som også har stærke relationelle færdigheder fremad banen - og mange forskellige spillere, som kan afgøre fodboldkampe. Derfor bliver det selvfølgelig en svær kamp, men vi har set noget video med dem, og derigennem analyseret os frem til, hvor vi mener, de har nogle svagheder – og dermed hvor vi føler, at vi kan ramme dem, siger Kim Engstrøm om lørdagens modstander.

Efter sidste weekends sejr har humøret naturligvis været højt, men derudover har træningsugen været lidt speciel for U19-drengene.

- Det har været en atypisk træningsuge. Der var selvfølgelig rigtig godt humør på til søndagens træning. Tirsdag var der så en træningskamp for de U19-spillere der ikke har fået så meget spilletid, hvilket var rigtig positivt i forhold til at flere og flere byder sig til i forhold til at kunne begå sig i U19-Ligaen. Vi er vildt glade for de tre point, som vi måtte vente længe på, men armene er taget ned, og vi har kigget på de mindre gode ting fra Lyngbykampen, og nu venter der os en helt anden modstander i denne weekend.

I sidste sæson havde Kim Engstrøms tropper rigtig godt fat i FCN, og han forventer da også, at der i årets U19-trup er spillere, der kan gøre ondt på Farum-drengene.

- Vi har nogle spillere, som kan stække FCN i forhold til deres tilgang til fodboldspiller. Vi spiller vores eget spil, og der har vi selvfølgelig også de kompetencer og relationer, som gør, at vi har mulighed for at straffe dem. Var vi rigtig dygtige til det i sidste sæson, hvor vi fik 6 point mod dem, og det ved jeg, at vi har chancen for at gøre igen. Vi ser skarpere og skarpere ud, konkurrencen internt er god lige nu, og det gør, at vi slår FCN på udebane.

Kampen mellem OB og FC Nordsjælland spilles på Right To Dream Park, og der er kampstart lørdag klokken 13:00.