_DSC1833 kopier

30.09.2022 11:41

Gustav Grubbe har startet inde i vores to seneste superligakampe, og det har givet ham blod på tanden frem mod aftenens kamp mod AaB.

I sommer vendte Gustav Grubbe tilbage til Odense efter tre år i tyske RB Leipzig, og den unge stribe har fået spilletid i de seneste syv kampe.

- Det har været dejligt med al den spilletid. Jeg fik ikke så meget i starten af sæsonen, så de sidste par kampe har givet mig lidt ekstra blod på tanden, siger Gustav Grubbe.

Spilletiden for unge Grubbe er kommet samtidigt med nogle flotte superligaresultater i september og august, hvor vi har vundet fire af de seneste fem kampe.

- Det er fedt at have været en del af de sejre, vi har fået; det giver noget ekstra selvtillid. Der har været en bedre stemning i klubben; det har man tydeligt kunne mærke. Det har givet os noget selvtillid og gjort det muligt at træne lidt mere frit og med et smil på læben, siger Gustav.

Nu står Grubbe og holdet overfor nye udfordringer, når de i aften gæster AaB på Aalborg Portland Park, og her har de forberedt sig godt på de nordjyske modstandere.

- Det bliver ikke nogen nem kamp, men jeg er helt sikker på, at vi kommer op og leverer en ordentlig indsats.

- Vi har forberedt os meget på dem ved at se video, og det har givet os et godt udgangspunkt, som selvfølgelig altid kan ændre sig i løbet af kampen, så vi er også forberedt på, at vi skal være omstillingsparate, siger Grubbe.

AaB har haft en hård sæsonstart, og derfor er det også et sultent hold, vi møder senere i dag:

- Vi er udmærket godt klar over, at AaB vil komme ind til kampen med tanken om at give den 120% for at komme tilbage i Superligaen, men det var også gældende for Lyngby i sidste kamp, som også har været igennem en hård periode. Vi er forberedt på, at vi skal give den alt, hvad vi har.

Aftenens kamp mod AaB blæses i gang kl. 19.00, og hvis ikke du tager turen mod nord kan kampen ses på TV3 Sport og Viaplay fra kl. 18.00.