_7220515

Tobias Mølgaard — 30.07.2018 15:31

Jakob Michelsen ser, trods nederlaget, positive ting ved gårsdagens kamp mod hestene fra Randers FC.

Jakob Michelsens tropper måtte rejse slukøret hjem fra Kronjylland i går med et 1-0 nederlag i bagagen. Selvom kampen fandt sin afgørelse efter blot 39 sekunder, kan fynboerne alligevel tage nogle ting med videre til de næste opgør i Superligaen 

- Vi er selvfølgelig skuffet. Vi havde håbet på flere point på kontoen efter de første tre kampe. Det lyder en anelse hult, men vi vandt på mange parametre i går og tabte på den vigtigste – antal scoret mål. Spillerne puttede mange af de rigtige ting i gryden, men når man kommer bagud efter et lille minuts spil, så smider man kampen over på modstanderens hænder. Det betyder, at vi skal jagte et resultat, mens de kan stå med samtlige spillere og forsvare. Vi havde størstedelen af boldbesiddelsen, og vi fik skabt noget fornuftigt, men vi skal gerne kunne skabe endnu mere. Vi havde 16 skud mod mål, men deres målmand havde ikke en eneste redning. Vi skal blive skarpere og farligere på den sidste tredjedel af banen og få gang i vores direkte spil. Det er selvfølgelig svært at bryde et velorganiseret mandskab op, der ikke laver satsede afleveringer op i banen. Konsekvensen bliver derfor, at vi ikke får gang i vores kontraspil.  

Jakob ser mange gode takter i forsvarslinjen, der ikke tillod mange chancer til Randers' offensiv. Han påpeger samtidig, at antallet af scoringer mod striberne er faldende. I den første kamp blev der lukket tre mål ind, to i den anden, og nu er der altså kun blevet lukket én enkelt kasse ind i den tredje Superligakamp. 

- Det lykkedes rigtig godt for os at forsvare og holde dem fra fadet. Vi gav to hovedstødschancer væk over en hel kamp, hvilket er godkendt. Det var knap så godt, at de scorede på en af dem, men vi kan ikke forvente at holde vores modstander nede på et færre antal chancer. I de første kampe gav vi for mange chancer væk, så det er godt at se, at vi er blevet bedre til at forsvare. Vi tillod heller ingen store kontrachancer til Randers. Vores positionering var solid, og det er jeg godt tilfreds med. Det defensive arbejde ser en del skarpere ud, end det gjorde i første og anden runde.  

Cheftræneren slutter af med at rose spillerne for deres indsats og indstilling i gårsdagens kamp og forventer at se en oprejsning hos førsteholdstruppen, der bogstavelig talt må op på hesten igen. Det kan ikke betale sig at dvæle for længe ved det her kedelige resultat.  

-Man kan ikke tage noget fra den indstilling og indsats, som spillerne lagde i kampen. De gjorde mange af de rigtige ting, men desværre fik vi ikke noget udbytte ud af det. Vi skal op på hesten igen og se frem mod den næste opgave.  

Næste opgave for striberne er mod FCK på Nature Energy Park, søndag kl. 16:00.