Kim Engstrøm

05.04.2019 14:40

U19-drengene får lørdag besøg af FC Nordsjælland, og her vil Kim Engstrøm se en flok striber, der går på banen for at revanchere sidste weekends præstation.

Lørdag eftermiddag vender U19-drengene tilbage til Ådalen, når de spiller den første hjemmebanekamp, siden det blev til en sejr på 1-0 over Brøndby den 2. marts. Denne gang gælder det FC Nordsjælland, og cheftræner Kim Engstrøm glæder sig til, at striberne igen skal spille på hjemmebane.

- Vi ser rigtig meget frem til igen at skulle spille på hjemmebane for første gang i lidt over en måned. Vi skal på banen for at revanchere vores resultat og præstation fra sidste weekends kamp mod Lyngby. Det spor vi kørte på i de første kampe, skal vi tilbage på, for vi startede foråret med tre gode præstationer såvel spillemæssigt som pointmæssigt. I weekenden kommer der en modstander på besøg, som er et dygtigt fodboldhold, og som kan være med til at skabe en seværdig fodboldkamp, siger Kim Engstrøm.

Netop seneste kamp er noget, striberne vil revanchere, og det er der god grund til. Der blev det nemlig til at skuffende nederlag på 5-3 i Lyngby, og cheftræneren fortæller her lidt om, hvad han og drengene har gjort, for at det søndag skal gå anderledes.

- Som altid har vi kigget på, hvad der var godt og skidt i den seneste kamp. For selvom vi tabte kampen med 5-3, var der flere positive ting at tage med, men vi har først og fremmest kigget på, hvad der gik galt i Lyngby. Nogle af målene er vi selv direkte impliceret i, og det skal vi selvfølgelig gøre meget bedre lørdag eftermiddag. Derudover har vi set på, hvor vi kan ramme FCN med vores egen spillestil, og der har vi fundet flere steder, hvor vi mener, vi kan gøre ondt på dem, siger OB’s U19-cheftræner.

OB og FC Nordsjælland ligger side om side i tabellen med lige mange point. Gæsterne har dog spillet to kampe mindre end OB – alligevel er troen på sejr stor i OB-lejren.

- Vi har et godt fodboldhold, som vil gøre alt for at revanchere sidste weekends præstation og nederlag. Vi har flere muligheder for at ramme FCN, når jeg ser på den trup, vi tager med til kampen. Hjemme i Ådalen har vi set gode ud, og som nævnt har vi fundet nogle ting i FCN’s spil og defensiv, hvor vi kan gøre ondt på dem. Så jeg har helt klart en tro på, at det kan lykkes os at slå FC Nordsjælland, fortæller Kim Engstrøm.

Kampen mellem OB og FC Nordsjælland spilles i Ådalen, og der er kampstart lørdag klokken 13:00.