P9242790

01.11.2018 16:57

Jakob Michelsen vil fredag aften se et OB-hold, der tager initiativet over kampen mod Hobro fra første fløjt.

OB tager fredag aften klokken 18 imod Hobro IK i Superligaens 15. runde. Det sker på Nature Energy Park, hvor OB ikke har spillet kamp siden den 6. oktober. Og cheftræner Jakob Michelsen glæder sig rigtig meget til igen at skulle spille foran hjemmebanepublikummet i Odense.

- Uanset hvad er det noget specielt at skulle spille på hjemmebane, og det glæder vi os til igen at få lov til efter en bunke kampe rundt i landet. Så vi glæder os til at skulle tilbage på Nature Energy Park, hvor vi har præsteret fint i år, siger Jakob Michelsen.

Denne gang er det Hobro IK, der kommer på besøg, og det er en modstander, der tidligere på sæsonen slog striberne med 3-2 i Nordjylland, og ligesom den kamp forventer Michelsen også, at det bliver tæt fredag aften.

- Vi forventer et tæt opgør ligesom alle andre kampe i Superligaen. Hobro kommer med en masse selvtillid ovenpå to sejre i de seneste tre kampe. De vil formentlig være kompakte og lukrere på omstillinger, med de x-factor-spillere de har. De har nogle stykker, der kan lave det uventede, og senest gjorde Sabbi ondt på os. Så der venter os en kamp mod et stærkt kollektiv, der set ud til at have fundet melodien efter en pointmæssigt skidt start.

- Omvendt er vi inde i en god gænge, og vi skal forsøge at tage initiativet fra start, uden at åbne for meget op for deres farlige omstillinger, fortæller OB’s cheftræner.

Som nævnt tabte OB senest med 3-2 mod Hobro, og cheftræneren mener helt bestemt også, at striberne har revanche til gode mod Hobro.

- Vi har revanche til gode mod et Hobrohold, som sidste gang forsvarede sig godt og var rigtig farlige på både omstillinger og standardsituationer, så de ting har vi naturligvis ekstra fokus på i morgen. Derudover skal vi også forsvare os godt, og så skal vi spille med endnu mere dynamik i spillet.

Mens det fredag er en kamp i Superligaen mod Hobro der venter, så krydser OB og Hobro allerede klinger igen den førstkommende tirsdag i Sydbank Pokalen. Den kamp får dog absolut ingen betydning for truppen til fredagens kamp, siger Jakob Michelsen.

- Tirsdagens kamp i Sydbank Pokalen får absolut ingen betydning for, hvordan vi griber det an fredag. Vi kommer til at stille med alt, hvad remmer og tøjler kan holde – uden at tage hensyn til tirsdag. Hvordan vi griber tirsdagens kamp an, må vi se på fra på lørdag, og vi tager den kamp, når vi kommer til den. Nu er vores fokus på fredagens kamp, og det er udelukkende den, vi koncentrerer os om.

Der er kampstart på Nature Energy Park fredag aften klokken 18:00, og du kan købe billet til kampen ved at klikke her. Ved at købe billetten i forsalg sparer du 40 kroner.