PA066349

Tobias Mølgaard Sørensen — 09.11.2018 14:24

Casper Nielsen har stor respekt for søndagens modstander, og han vil gerne se et kontrollerende OB-mandskab, når Esbjerg gæster Nature Energy Park.

OB tog et stort skridt i Sydbank Pokalen, da de sendte sig selv ind i kvartfinalen og Hobro ud i pokalmørket efter en hæsblæsende affære, der endte 4-2 til striberne. Midtbanespilleren Casper Nielsen fik tanket selvtillid og sat skik på tingene med to fuldtræffere. Han kunne ikke have ønsket sig en bedre generalprøve frem mod næste Superligakamp, hvor de stribede vestjyder kommer forbi Nature Energy Park. 

Det var en god indsats, og en god kamp af holdet. Jeg fik også selv krydret kampen med to fine mål, og det er selvfølgelig dejligt. Jeg føler mig ekstra godt kørende nu, jeg er fyldt med selvtillid, og jeg er klar til at brænde mig selv ud for holdet. Det er klart, jeg følte, at jeg havde noget at bevise overfor mig selv og for holdet, og hvilken bedre måde at vise det på end på banen i Hobro. Nu må jeg håbe på det bedste til næste kamp. Jeg er nok ekstra motiveret, da det er Esbjerg, vi skal møde. Det er svært at drømme om en bedre generalprøve til Esbjerg-kampen, det havde nok været bedre, hvis jeg havde lavet en pind mere, men det var en fornuftig præstation af holdet, og det kunne nærmest ikke være bedre, fortæller Casper Nielsen med et blink i øjet.  

Esbjerg gik selv videre i Sydbank Pokalen i denne midtuge, hvor de slog SønderjyskE i Haderslev. Udover deres videre avancement i pokalturneringen, ligger de på Superligaens tredjeplads med fem point ned til de nærmeste forfølgere. Casper Nielsen forventer derfor at se et selvtillidsfuldt vestjysk-mandskab, som striberne skal have stor respekt for.  

Jeg tror egentlig, at det langt hen ad vejen bliver meget af det samme som vores seneste indbyrdes opgør. Esbjerg kommer ind til kampen med stor selvtillid og tro på tingene, men jeg tror, at de vil forsøge mange af de samme ting for at bryde os op. Jeg tror samtidig, at Esbjerg er klar over, at de spiller på udebane og vil derfor være mere tålmodige i deres spil. De tager nok ikke mange chancer, men Esbjerg har vist, de vinder fodboldkampe, selvom de i store dele af kampene har været presset. Det skal vi have kæmpe respekt for, og det har vi også, siger Casper Nielsen og fortsætter.

- Vi skal være opmærksomme på deres omstillinger, men jeg tænker, at vi skal fokusere mere på os selv, for når vi rammer vores topniveau, så kan vi spille op med alle hold i ligaen. Vi skal stræbe efter at ramme det niveau, og hvis vi leverer en god præstation, så er der stor sandsynlighed for, at vi kan tage point. 

Striberne har lidt et enkelt nederlag i de seneste tretten kampe, og det var en september aften i Esbjerg med et slutresultat på 0-2. Casper Nielsen ser et OB-hold, der har rykket sig siden det møde, hvor spillerne i de efterfølgende otte kampe har hentet fem sejre og tre uafgjorte.  

- Når man begynder at få point, som er det vigtigste for en fodboldklub, så kommer de ekstra procenter og en større tro på tingene og egne evner. Det er svært, hvis man taber tre kampe i træk at holde gejsten oppe. Vi har fået en større tro på tingene, og vi skal vise, at det er vores hjemmebane og tage teten på søndag, siger Casper Nielsen. 

OB møder Esbjerg søndag kl. 20:00 på Nature Energy Park, og du kan komme og støtte striberne ved at købe en billet her. Hvis du køber online, sparer du 40 kroner.