P8300708

15.11.2019 14:00

Vi er midt i en landsholdsperiode, men allerede mandag den 25. november er fodbolden tilbage i Nature Energy Park, når vi mod FCM spiller årets næstsidste hjemmebanekamp i 3F Superligaen.

I aften sidder vi alle og holder med det danske fodboldlandshold, når de klokken 20.45 møder Gibraltar i EM-kvalifikationen – og det samme gør vi på tirsdag, når det gælder Irland på udebane. Derefter er der ikke lang tid til, at 3F Superliga vender tilbage, og Striberne igen skal i kamp.

Heldigvis er vores første kamp efter landsholdsperioden hjemme på Nature Energy Park, når vi mandag den 25. november klokken 19.00, får besøg af 3F Superligaens førerhold fra FC Midtjylland.

Her markerer vi plejefamiliernes dag, hvor vi inviterer en masse fynske plejefamilier på stadion, så de kan få en rigtig god oplevelse. Derudover er der masser af underholdning i vores fanzoner, hvor der blandt andet skal spilles FIFA Rookie League. Her skal vi finde OB-klubmesteren i FIFA, som den 7. december skal deltage i Rookie League Mesterskabet mod de 15 andre hold fra eSuperligaen.

Næste hjemmekamp, som samtidig er årets sidste hjemmekamp, spilles den 9. december klokken 19.00 mod AaB, og her står der nostalgi, OB-historie og vigtige point i jagten på en plads i top seks på menuen.

Foruden fodboldkampen skal vi nemlig hylde Miraklet i Madrid den aften, og vi kommer i kampen mod AaB til at spille i en helt speciel trøje, der vil lede tankerne hen på en skøn decemberdag tilbage i 1994. Spilletrøjen er kun en af flere måder, vi den aften skal markere Miraklet i Madrid på, og vi tør godt garantere, der venter en aften, du som OB-fan ikke vil gå glip af.

Billetsalget til begge kampe er allerede skudt i gang, og husk, at du også kan vælge at tegne abonnement på dit sæsonkort, hvor du for bare 69 kroner om måneden for voksne og 29 kroner om måneden for børn sikrer dig adgang til alle vores hjemmebanekampe i 3F Superligaen.

Klik her, for at komme til vores online billetsalg.