_MG_6406 kopier

21.06.2022 09:06

Vi har indgået en kontrakt med Vitus Friis, så den 15-årige midtbanespiller forbliver en del af akademiet i de kommende tre år.

Den unge midtbanespiller Vitus Friis fortsætter sin ungdomstid i OB, da han har skrevet en treårig kontrakt med klubben.

- Vi er utrolig glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Vitus. Han er en hårdtarbejdende midtbanespiller, som er en felt til felt-spiller, der er god i forhold til sine bevægelser rundt på banen. Han er en spiller, der er meget dedikeret og har det her DNA, som vi gerne vil dyrke, siger Akademichef, Tonny Hermansen.

Vitus kom til OB fra Øens Hold-klubben Svendborg fB, og hans dedikation er ikke kun fokuseret på resultaterne, men også hans egen udvikling:

- Han elsker at træne, og han gør meget for at blive bedre hele tiden. Han er glad for at blive evalueret, og han tænker hele tiden på at blive bedre. Det, han skal blive bedre til, er, at han ikke skal overfortolke tingene. Det har vi heldigvis rigtig mange år til at udvikle på. Jeg håber, at vi får lov at se ham folde sig ud, så han kan tage det næste step, fortsætter Tonny.

Den unge midtbanespiller ser også selv frem til at kunne fortsætte sin udvikling i den stribede trøje.

- Det er superfedt. Det er noget, jeg har drømt om, og når man ser andre spillere gennem tiden få kontrakt, så er det bare fedt, når det bliver ens egen tur. Jeg har rykket mig helt vildt meget på U15, og det er også her, hvor jeg har synes, at det har været fedest at spille fodbold. Jeg håber, at jeg kan gøre mig gældende for holdet og fortsætte min udvikling, så de næste tre år bliver endnu bedre, siger Vitus Friis.

Han har det sidste år været en del af det U15-hold, som efter en flot sæson sluttede på andenplads. Når Vitus møder ind til træning efter sommerferien, er det som U17-spiller.