P5054030

23.05.2019 14:21

Michelsen glæder sig til lørdagens kamp, hvor vi ifølge ham kan gøre en rigtig god sæson helt magisk, såfremt vi leverer et resultat mod Brøndby.

Lørdag er der storkamp på Nature Energy Park. Billetsalget buldrer derudaf, og torsdag eftermiddag er der solgt mere end 12.000 billetter. Derudover skal der taget afsked med en stribe spillere, Jacob Barrett Laursen skal hyldes for 100 kampe i OB-trøjen, og sidst men absolut ikke mindst skal vi hylde vores klublæge gennem 47 år, Christen Villberg, som stopper efter denne sæson. Der er altså lagt op til en stor aften, og det er også en aften, cheftræner Jakob Michelsen glæder sig til.

- Vi glæder os rigtig meget til vores kamp mod Brøndby på lørdag. Der venter os et tætpakket Nature Energy Park med masser af tilskuere og masser af gang i den, og det bliver fantastisk at være en del af den kulisse, siger cheftræner Jakob Michelsen.

Stribernes sportslige skæbne er langtfra afgjort. Det kan ende med alt fra en tredjeplads til en femteplads. At det overhovedet er muligt, var der ikke mange, der troede på efter de første seks runder, hvor der kun var hentet to point. Derfor er Michelsen glad for, at vi fortsat er med i spillet om medaljerne.

- Det er helt fantastisk, at vi her i sidste runde fortsat er med i spillet om medaljer. Vi har efterhånden spillet mange finaler i løbet af foråret. Først om at komme væk fra bunden, derefter om at komme med i top seks, og derefter har der været en masse finaler i slutspillet.

- Men blandt de mange finaler, er der ingen tvivl om, at det her bliver den hidtil sjoveste i sæsonen. Og kan vi lykkes med at få et resultat lørdag, så bliver vores rigtig gode sæson helt magisk.

Der er som nævnt solgt over 12.000 billetter, så hvis du vil sikre dig adgang til vores kamp mod Brøndby IF, så skal du se at få købt din billet. Køber du den senest 24 timer før kampstart, så SPARER du tilmed 40 KRONER på den.