_MG_6460

29.06.2022 10:49

I den seneste sæson har William Martin banket mål i kassen for vores U15-hold, og vi er nu blevet enige om en treårig aftale med den unge angriber.

Når U15-holdets nummer ni, William Martin, vender tilbage fra sommerferien, så bliver det med en treårig aftale i den stribede trøje.

- William er en målscorer, som er rigtig dygtig med begge ben. Han har en rigtig målnæse, og han har en evne til at dukke op, der hvor bolden kommer. Han scorer gode mål, hvor han selv er med til at skabe chancen via sin teknik, samtidig med at han også kan lave tap-ins. Indtil videre har han spillet 9’er, men han kan også spille 10’er, siger Akademichef, Tonny Hermansen.

- Han er en spændende spiller, som sjældent er skadet, fordi han er i sindssyg god form. En målscorer skal man jo altid sikre sig.

William og U15-holdet sluttede sæsonen med en flot andenplads i U15-Ligaen, og i den seneste sæson har William selv gjort sig bemærket på måltavlen, da han scorede hele 18 gange i ligaen, hvilket også gav ham en flot andenplads på ligaens topscorerliste. Og den unge målnæse ser derfor også selv frem til at fortsætte i Ådalen:

- Det er superfedt, og det er noget, jeg har drømt om, siden jeg kom til klubben. Det er klart her på U15, jeg har rykket mig mest samtidig med, at det er dét år, hvor jeg mest har nydt at spille fodbold, siger William Martin.

- Det er nu mit mål at få spilletid og udvikle mig, så de næste tre år bliver de bedste.

William kom til klubben som U11-spiller fra Øens Hold-klubben Brændekilde-Bellinge Boldklub, og efter sommerferien bliver han en del af U17-holdet.