Minteh hjemmeside

27.10.2022 08:48

I august flyttede 18-årige Yankuba Minteh til Odense, hvor han blev tilknyttet vores akademi. Her er han lynhurtigt faldet til, og derfor rykkes han nu også fast op i førsteholdstruppen.

Yankuba Minteh har gjort lynkarriere i OB, hvor han først fik en drømmedebut mod F.C. København, da han scorede kampens afgørende mål, og derefter er han startet inde i vores tre seneste superligakampe, hvor han også har leveret to assists. Det belønnes nu, da gambianeren rykkes op i førsteholdstruppen.

- Yankuba er en ung spiller med et stort potentiale, og alle kan se, han har spektakulære færdigheder. Nøglen til succes med rekruttering er at tilpasse spilleren det miljø, han skal præstere i, og den tilpasning er gået hurtigere, end vi kunne håbe på, men beslutningen om at gøre ham til en fast del af førsteholdet er baseret på, hvad han har præsteret til træning og kamp, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.

Yankuba Minteh kom til OB i august, hvorefter han scorede i sine to første akademikampe, inden han kort efter debuterede i 3F Superligaen, og derfor er Björn Wesström også glad for hjælpen, som Yankuba har fået på vejen hertil.

- Der skal lyde en stor ros til Bakary Bojang, som har anbefalet Yankuba til OB og fungerer som spillerens mentor i hverdagen. Derudover har Tonny Hermansen og hans stab gjort et godt stykke arbejde med Yankuba, de gange han besøgte klubben, inden han permanent flyttede hertil i sommer. Nu ser vi frem til at fortsætte udviklingen og arbejde hårdt sammen for at skabe gode resultater for OB, siger Björn Wesström.

Ny nummer 30 i Odense
I OB har vi en tradition for, at det først er, når en spiller rykkes fast op i førsteholdstruppen, at han får eget navn og nummer på trøjen, og dermed ændres Yankuba Mintehs spillertrøje nu også til nummer 30.

- Jeg er enormt glad for at blive en fast del af førsteholdet. Jeg er blevet behandlet rigtig godt af alle i klubben, siden første dag jeg kom til Odense, og jeg er meget taknemmelig for at få denne mulighed. Jeg vil arbejde hårdt for at opfylde mine, holdets og fansenes drømme, siger Yankuba Minteh.

Yankuba Minteh skiftede i august til OB fra Bakoteh United Football Academy, hvorfra han var udlejet til Steve Biko FC, i Gambia, men inden da havde han over to omgange været til prøvetræning i Odense, og spørger man akademichef, Tonny Hermansen, har det været en flot rejse, Yankuba har været på.

- Historien om Yankubas rejse til et liv som professionel fodboldspiller i Odense Boldklub har været enestående. Allerede ved første øjekast kunne vi se, at han havde nogle spidskompetencer, men det var også tydeligt, at der var nogle områder, hvor han skulle forbedre sig. Jeg er stolt og glad for, at Yankuba nu bliver en fast del af superligatruppen, og vi ser frem til flere kampe, hvor han viser sit store talent frem, siger Tonny Hermansen.